Bilist stoppet med promille på 2,38: - Det er skræmmende
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi var på vejene med alkometeret fredag aften og natten til lørdag. En bilist blev stoppet med en promille på 2,38.
Årets julebryg blev frigivet fredag aften, og det lokkede mange mennesker ud i det nordjyske natteliv. Flere valgte dog at tage bilen hjem, efter at have smagt på de våde varer, og det resulterede i, at Nordjyllands Politi kunne sigte ni personer for at køre bil i spirituspåvirket tilstand.
Politiet var på vejene i særligt Aalborg og Hjørring, og ud på de sene nattetimer kunne de sigte ni bilister for spritkørsel samt en person for at køre bil i narkopåvirket tilstand. En af de sigtede havde en promille på hele 2,38.
- Det er skræmmende, at så mange sætter sig bag rattet i påvirket tilstand, siger vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.
De ni personer, der er sigtet for spritkørsel, blev alle stoppet i Aalborg i tidsrummet mellem klokken 04.00 og klokken 06.30.
Det var ikke kun påvirkede bilister, der blev sigtet i forbindelse med politiets aktion. En blev sigtet for at have kørt bil, efter at have fået frakendt førerretten, to blev sigtet for at køre uden at have erhvervet kørekort, en blev sigtet for at køre frem for rødt lys, mens 12 blev taget for andre trafikforseelser.