Bispevalg: Endnu en kandidat melder sig

Dermed er der nu tre, der har meldt sit kandidatur til at tage over for Henning Toft Bro, når han stopper som biskop til efteråret.

Først var der to og nu er der tre, der har tilkendegivet, at de agter at overtage biskopembedet i Aalborg Stift, når den nuværende mand på posten, Henning Toft Bro, stopper til efteråret.

Det nyeste navn i puljen er Annette Brounbjerg Bennedsgaard, der i øjeblikket er provst i Horsens og formand for Provsteforeningen.

Hun stiller op efter opfordringer fra flere egne af stiftet, lyder det i en pressemeddelelse fra Vor Frue Sogn i Aalborg.

- Vi har lagt vægt på at finde en præst, der både forstår udfordringerne i Stiftets mange landsogne og som også ser og forstår folkekirkens rolle ind i det byliv, som er under forandring. Det er en stor glæde for os, at Annette Brounbjerg Bennedsgaard stiller sig til rådighed som bispekandidat. Vi er dybt taknemmelige for, hun tager imod vores opfordring, siger Ole Kamp, der er menighedsrådsformand i Vor Frue Sogn i Aalborg.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard er 51 år gammel og er i gang med sit syvende år som provst i Horsens. Tidligere har hun været præst i Odder og Gellerup ved Aarhus.

- Jeg stiller op som bispekandidat, fordi evangeliet gør en verden til forskel for samfund og mennesker. Jeg vil som biskop arbejde sammen med menighedsråd, præster, provster, lægfolk, foreninger, kommuner og institutioner på, at evangeliet fortsat giver eksistensvitaminer, orientering, tro, håb og livsmod til os - når livet skal leves, og når samfundet skal indrettes, siger Annette Brounbjerg Bennedsgaard.

De to øvrige kandidater, der indtil videre har meldt deres kandidatur er sognepræst Hanne Dahl fra Aalborg og provst Thomas Reinholdt Rasmussen fra Hjørring.

FAKTA OM VALG AF BISKOP

Hvem kan blive biskop?

For at blive biskop skal man være teologisk kandidat fra et dansk universitet og man skal opfylde betingelserne for at være præst i folkekirken.


Hvordan stiller man op til et bispevalg?

Mindst 75 og højest 150 af de stemmeberettigede kan opstille en kandidat til valget ved at underskrive sig som stillere. Kandidaten skal også selv skrive under på, at han eller hun stiller op til valget.


Hvem har stemmeret?

Alle valgte menighedsrådsmedlemmer og alle præster i stiftet har stemmeret ved bispevalget. Dog skal præster, som ikke er medlem af et menighedsråd, have været ansat i mindst et år i stiftet for at have stemmeret. Repræsentanter for valgmenigheder og valgmenighedspræster i stiftet har også stemmeret.


Kilde: Folkekirken.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland