Black Lives Matter: Demonstration med mundbind og håndsprit
Black Lives Matter arrangerede sikker demonstration i Aalborg.
Omkring et halvt hundrede nordjyder samledes lørdag eftermiddag på havnen i Aalborg for at gå i demonstration gennem byen. Baggrunden var den verdensomspændende bevægelse ”Black Lives Matters” kamp for at sætte fokus på racisme.
- Der er mange danskere, som ikke tror der findes racisme i Danmark, fordi de aldrig selv har det inde på livet. Men det findes. Der er masser af ”hyggeracisme” her i landet og det vil vi gerne gøre opmærksomme på, forklarer arrangør Essi Tomobile, der selv er afrodansker.
Ved en lignende demonstration i København er det efterfølgende kommet frem, at mindst én af de 15.000 deltagere var smittet med covid-19. Derfor havde arrangørerne til dagens demonstration sørget for masser af håndsprit og mundbind til alle.
- Vi er meget opmærksomme på, at man skal kunne føle sig tryg. Corona skal helst ikke fjerne fokus fra det egentlige budskab, forklarer Essi Tomobile.
Deltagerne i dagens demonstration var et bredt udsnit af den nordjyske befolkning. Der var unge og gamle, sorte og hvide og alle var de dukket op i regnvejret, fordi racisme og ulighed lå dem på sinde:
- Jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på den ulighed og forskelsbehandling, der finder sted over hele verden. Nu er der så nogen, der arrangerer en demonstration og så vil jer gerne støtte op, lød det fra ”Lasse”, der dog ikke ønskede sit efternavn frem.
Demonstrationen fik følgeskab af Nordjyllands Politi og forløb, ganske som forventet, helt fredeligt.