Blev opsagt: Nu har Jeanette og Karina succes med særlig café
De to kolleger mistede jobbet samtidig - så fandt de på at starte en virksomhed.
Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm stod uden job, da flyselskabet Great Dane Airlines gik konkurs for et år siden. Og over en hyggelig aften med kreativ nørkleri sammen med deres børn, fik de en idé.
- Vi blev enige om: "Hvad det værste, der kan ske?". Vi havde jo ikke job på det tidspunkt, fortæller Karina Suhr Holm.
De to tidligere og nuværende kolleger startede derfor - med ganske kort afsæt - cafeen ’du er smyk’, hvor man kan designe sit eget smykke over en kop kaffe.
Selvom der i butikkens korte levetid har været mange op og nedture, synes de, at de nu har fundet en balance. Og butikken på Østerbro i Aalborg er ganske velbesøgt, selvom de to kvinder hver eneste måned er bange for, om der overhovedet kommer nogen.
- I de ni måneder har der været 8.300 kunder indtil videre, og det er vi vildt stolte af og det er langt over, hvad vi turde håbe på, fortæller Karina Suhr Holm.
Man glemmer tiden
Opskriften på succes skyldes flere ting, men særligt muligheden for fordybelse og håndværk, tror Karina Suhr Holm på, har vakt genklang i en tid, hvor meget går stærkt og foregår digitalt.
- Man kan komme ind og glemme alt om tid og sted. Vi har tit gæster, der slet ikke forstår, hvor tiden blev af.
Det er blandt andet gennem BusinessAalborg, at Karina og Jeanette har fået hjælp og sparring til virksomheden.
Det har overrasket os lidt, hvor meget der egentlig er bagom.
Krise skræmmer ikke iværksættere
Makkerparret er bare ét ud af cirka 900 årlige nye iværksættere i Aalborg Kommune. Det tal vækker tilfredshed i branchen.
- Det ser rigtig godt ud med innovation og iværksætteri i Aalborg, fastslår Frida Tarp, der er virksomhedskonsulent.
Netop nu afholder Business Aalborg en iværksætterfestival "Start-Up-Days" for personer, der ligesom Karina og Jeanette har lyst til at starte en virksomhed.
Selvom der er energikrise, inflation og tårnhøje renter i banken, har Business Aalborg ikke mærket en manglende lyst til at starte nye virksomheder. Faktisk tværtimod.
- Det har betydet, at vi faktisk har nogle, der kommer og beder om hjælp til at starte noget energirådgivning op. Og den slags har vi ikke set før, siger hun.