Bliver det et skydetelt i Aalborg?
Foto: Nial Nordbjerg
AaB og Lyngby har indkasseret flest afslutninger imod sig i Superligaen
13. september 2024 klokken 19.00
Aalborg Portland Park
Head to head
De to hold har mødt hinanden 62 gange i Superligaens historie. AaB har vundet 27 opgør, mens Lyngby har vundet 18 gange. De resterende 17 kampe er endt uafgjort.
Målscoreren i de forudgående 62 opgør er 100-68 i AaB’s favør.
Seneste møde i Superligaen var 29. maj 2023 på Lyngby Stadion. Det var i næstsidste spillerunde, hvor hjemmeholdet Lyngby vandt med 2-1. Sejren var ligeledes Lyngbys første i 9 Superliga-kampe mod AaB.
De to hold har mødt hinanden én gang tidligere på selve kampdagen 13. september. Det var i 2020, hvor opgøret endte 0-0 på Lyngby Stadion.
Mest målrige opgør faldt i december 2007. Det endte 5-3 i Aalborg, hvor Lyngby førte 3-0 efter 39 minutter, hvorefter AaB fik vendt det hele til en usædvanlig 5-3-sejr. Den tidligere landstræner Kasper Hjulmand var ved den lejlighed træner for Lyngby.
AaB’s største udesejr i Superligaens historie lyder på 7-0. I marts 2002 vandt nordjyderne hele 7-0 i Lyngby foran blot 889 tilskuere. Den tidligere landsholdsspiller Michael Silberbauer scorede hele tre gange i kampen.
De to trænere, Menno van Dam og Morten Karlsen, har aldrig før stået overfor hinanden. Karlsen har dog én gang tidligere mødt AaB. Det var i november måned 2019, hvor Karlsen var træner for HB Køge, og hvor AaB vandt med 3-0 i DBU-pokalturneringen.
AaB’s nuværende højreback Kasper Jørgensen skiftede i januar 2023 fra Lyngby til netop AaB. Jørgensen er noteret for 56 Superliga-kampe for Lyngby.
Holdene opnåede forskellige resultater i DBU-pokalen forud for dette opgør. AaB vandt hele 7-0 ude over fynske Morud, mens Lyngby tabte med 4-1 i Valby til Boldklubben Frem.
Det er de to hold i Superligaen, der har indkasseret flest afslutninger imod sig indtil nu for sæsonen. AaB (122) og Lyngby (114).
Dommer Simon Duerlund Rasmussen dømmer sin blot 8. Superliga-kamp i karrieren. Han har dermed blot dømt Lyngby én gang tidligere. Det var i anden spillerunde, da gæsterne var på besøg i Sønderjyske, hvor det blev 1-1. Ud af de hidtil 7 kampe, som Simon Duerlund Rasmussen har dømt, har der blot været 1 hjemmesejr.
Lidt fra klubberne
Hvis AaB vinder, så er det sejr nummer 250 på hjemmebane i Superligaens historie. AaB har inden opgøret spillet 547 hjemmekampe i Superligaens historie.
AaB har tabt de seneste tre kampe i Superligaen med samlet 0-9.
AaB har nu indkasseret mål i de seneste 11 Superliga-kampe (inklusiv sidst holdet var i Superligaen). Klubrekorden lyder på 13 kampe i streg med indkasseret mål.
AaB har indkasseret 17 mål i sæsonen. Det er kun Vejle, der har indkasseret ligeså mange i sæsonen.
AaB gav senest debut til Jubril Adedeji, da han fik de sidste 12 minutter mod Randers. Den 24-årige offensive spiller blev den 21. englænder til at få debut i Superligaens historie.
AaB har hentet Andreas Bruus i franske Troyes. Bruus fik debut i pokalkampen mod Morud fra Fyn og er tidligere noteret for 73 Superliga-kampe samt 4 mål for Brøndby.
AaB’s Superliga-mål nummer 600, 900 og 1500 er alle sat ind mod Lyngby. Målene er scoret af henholdsvis Indrek Zelinski, Rade Prica og Mathias Ross. Sidstnævntes bror, Oliver Ross, er nuværende spiller i AaB, og samtidig den spiller i den nuværende trup med næst flest Superliga-kampe for AaB.
AaB-profilen Mathias Jørgensen spiller sin Superliga-kamp nummer 25, næste gang han går på banen. Anføreren er topscorer for nordjyderne i denne sæson med 2 mål.
AaB har indkasseret 11 mål i løbet af første halvleg. Det er flest af alle hold.
AaB har indkasseret 7 mål via dødbolde, herunder 1 via straffespark. Det er flest af alle hold i denne Superliga-sæson.
Lyngby vandt senest sin første Superliga-kamp i sæsonen. Forrige gang holdet vandt i Superligaen var 20. maj, da Viborg blev besejret med 3-1.
Både Brian Hamalainen og Marcel Rømer spillede senest sin Superliga-kamp nummer 111 for Lyngby. De udlignede dermed Stefan Bidstrup på 12.-pladsen over flest Superliga-kampe for klubben. Spiller de begge mod AaB, vil de udligne den tidligere hårdt sparkende midtbanespiller Johnny Vilstrup, der nåede 112 Superliga-kampe for Lyngby.
Lyngby gav senest debut til Leon Klassen, da han fik de sidste to minutter på banen. Leon Klassen blev den 7. russiske spiller til at få debut i Superligaen. Flest kampe med russisk pas i Superligaen er FC Københavns nye angriber German Onugkha (54).
Lyngbys nye målmand Jonas Krumrey har en redningsprocent på 83 for de to første kampe, han har spillet. Det er bedst af alle målmænd i ligaen.
Lyngby har blot scoret 4 mål i denne sæson. Det er færrest af alle hold. Klubben har blot scoret 1 mål i anden halvleg, hvilket også kun Sønderjyske har præsteret.
Lyngby har haft 79 afslutninger indtil nu i sæsonen. Det er færrest af alle hold. Omvendt har Lyngby ramt træværket hele 4 gange ud af de 79 forsøg. Det er flest af alle hold – dog samme antal som Viborg.
Hvordan ender kampen?
Transfervinduet er lukket i, og de to nye trænere har haft lejlighed til at evaluere og justere på tingene, efter Superligaens første syv runder.
Jovist ligger AaB højere i tabellen end Lyngby, men med tanke på hjemmeholdets pointhøst i de seneste tre kampe i Superligaen er det ikke utænkeligt, at de to hold har byttet plads i ligaen efter fredagens opgør.
Hos AaB ankommer man med en overbevisende 7-0-sejr ude over Morud i pokalturneringen. Her fik holdet rig lejlighed til at folde sig ud og sætte en frisk omgang selvtillid ind på den slukne konto. Den selvtillid kom også i kølvandet på en udmærket indsats i Randers, hvor nordjyderne på en god dag godt kunne have snuppet et enkelt point. Udover selvtillid kunne AaB ligeledes give debut til Andreas Bruus, der er vendt retur til Superligaen efter et ophold i franske Troyes.
Hos Lyngby fik man i sidste spillerunde sin første Superliga-sejr for sæsonen. De kongeblå kom dog hurtigt ned på jorden ovenpå et 1-4-nederlag ude til BK Frem i pokalturneringen. Der var ikke mange overraskelser i anden runde af årets pokalturnering, men desværre for Lyngby var de indblandet i én af dem.
Det er de to hold i Superligaen, der har indkasseret flest afslutninger i mod sig for sæsonen. Det kunne jo indikere, at vi får en åben slagudveksling, og jeg håber inderligt, det bliver et skydetelt med chancer i begge ender. Men eftersom begge klubber ved, der står meget på spil, så er jeg nu alligevel noget usikker herom.
Og selvom Lyngby generelt set har fået tilført mere kvalitet mod slutningen af transfervinduet samt det faktum, at midtbanespilleren Mathias Hebo snart er klar til at gøre comeback for de kongeblå, så læner jeg mig i retning af en AaB-sejr.
Hvis AaB kommer ud med tænding og energi, samt får sat fut i Aalborg Portland Park med et mål inden for de første 30 minutter, så kan det blive en forrygende fodboldkamp. Jeg tror, hjemmeholdet får scoret det afgørende første mål i kampen, hvilket kommer til at frigøre oceaner af ressourcer i holdet, der ikke har prøvet at score i de seneste tre Superliga-kampe.
Jeg satser på en 3-1-sejr til AaB. Mathias Jørgensen viser igen sine kvaliteter og viser, hvorfor han bærer anførerbindet for hjemmeholdet.