Blodrøde tal: AaB kommer ud af 2018 med underskud på 23 millioner
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Der er ingen grund til at juble over AaB-regnskabet.
Resultatet er 35 millioner kroner lavere end året før. - Ikke tilfredsstillende, lyder det fra direktøren.
Det står skidt til med resultaterne udenfor banen i AaB. Selskabet bag Superligaklubben kommer ud af 2018 med et bragende underskud før skat på 22,8 mio. kr. mod et overskud før skat på 13,1 millioner kroner i 2017 på trods af, at omsætningen er øget med syv millioner kroner.
- Selvom resultatet for 2018 primært forekommer på baggrund af strategiske og sportslige investeringer foretaget som følge af vores indtjening i 2017 og 2016, så er resultatet for 2018 ikke tilfredsstillende, fastslår AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.
Resultatet er i henhold til forventningerne, lyder det fra selskabet, og forekommer som tidligere oplyst på baggrund af ekstraordinære investeringer. Omsætningen udgør 70 millioner kroner i 2018 mod 63,2 millioner i 2017.
Det oplyser klubben i en kommentar til selskabets årsrapport.
Den nuværende stilling blandt de bedste i Superligaen betyder, at AaB tjener 5,6 mio. kroner mere i TV-indtægter. De eksterne omkostninger er faldet med 1,1 millioner kroner til 29,5 millioner kroner i 2018, mens personaleomkostningerne for 2018 ligger på samme niveau som i 2017.
Forventer underskud igen næste år
Forklaringen til det store underskud skal findes i, at klubben efter spillersalg i 2016 og 2017 investerede kraftigt i Superligatruppen. Og de dyrere spillere betyder, at selskabet bag klubben også har yderligere forpligtelser i årene 2019-2020, og derfor forventer man også et underskud i 2019 i niveauet 15-20 millioner kroner inklusive spillersalg og uden europæisk deltagelse.
- Som klub har vi været i en proces for at skabe et konkurrencedygtigt fodboldhold, samtidig med at fokus nu er rettet mod at højne oplevelsen for tilskuere og fans og højne værdien for vores sponsorer, og den del vil vi også have opmærksomheden rettet mod i de kommende år, siger Thomas Bælum.
Egenkapitalen udgør 89,6 millioner kroner pr. 31. december 2018. Med undtagelse af leverandørgæld og andre gældsforpligtelser på 19,5 millioner kroner pr. 31. december 2018 er AaB gældfri. AaB har således ingen rentebærende gæld.