Børn fra Aalborg vinder skolernes OL

4.b. på Sønderbroskolen har dystet i alt fra boldkast til hækkestafet mod 32 andre 4.-klasser fra hele landet - og hevet en guldmedalje med hjem.

Det var med olympisk ånd og stor stolthed, at 4.b. fra Sønderbroskolen i Aalborg onsdag kunne hive en guldmedalje med hjem fra Skole OL i Billund.

Her havde de hele dagen dystet mod 32 andre 4.-klasser fra hele landet i alt fra 200-meterløb til Turbokast. Det var, ifølge deres lærer Camille Kaasby-Wang, særligt deres evner for sidstnævnte som gjorde, at de sikrede sig pokalen samt en præmie på 10.000 kroner.

- De er helt oppe og ringe, simpelthen så glade. De havde en fantastisk dag, og fællesskabet har fået et ekstra boost. Det var svært at undervise dem i går, lyder det fra Camille Kaasby-Wang. 

Der blev dystet i kast, løb og spring til Skole-OL.
Der blev dystet i kast, løb og spring til Skole-OL.
Foto: Privatfoto

Tilpasset børn og leg

Sønderbroskolen er en idrætsskole beliggende i Aalborg Centrum, som underviser efter mottoet 'Bevægelse i centrum'. 

Det betyder, at klassen flittigt har trænet op mod de forskellige discipliner, og det har boostet deres fællesskab:  

- Det var en god følelse og en spændende oplevelse - meget mere end det var da vi kvalificerede os. Der var mere at kæmpe for, og vi gjorde os virkelig umage. Det har gjort os tættere som klasse, fortæller Liva Faigh Poulsen på 11 år. 

"De andre klasser var også rigtig gode, så konkurrencen var hård", siger Eldin Ljubijankic-Djokovic på 11 år.
"De andre klasser var også rigtig gode, så konkurrencen var hård", siger Eldin Ljubijankic-Djokovic på 11 år.

Samtidig har træningen vist sig at være positivt for undervisningen, hvor eleverne har fokuseret hårdt op til konkurrencen: 

- Vi idrætslærere har oplevet at eleverne har været meget engagerede i at lære om de forskellige atletik-discipliner i undervisningen, og at klassen var fulde af gå-på-mod på dagen. Vi er meget stolte af dem og ser frem til næste år, lyder det fra idrætslærer Tanja Bang Bisgaard. 

Sønderbroskolen var ikke de eneste aalborgensiske vindere til Skole OL. 4. a på Tofthøjskolen stillede op i para-sport kategorien, fordi de har en klassekammerat med handicap. De dystede i kørestolerugby, kørestolestafet, bowling og boccia og vandt også guld.
Sønderbroskolen var ikke de eneste aalborgensiske vindere til Skole OL. 4. a på Tofthøjskolen stillede op i para-sport kategorien, fordi de har en klassekammerat med handicap. De dystede i kørestolerugby, kørestolestafet, bowling og boccia og vandt også guld.
Foto: Skole OL

Klassen på Sønderbroskolen drømmer om at bære faklen ind på stadion til Skole OL næste år, og glæder sig til at være med som 5.-klassere i 2023. 

Fredag i næste uge fejres hele klassen med hyldest foran skolen i ægte vinderholdsstil. 


Seneste nyt

fra Nordjylland