En helt særlig opgave: Klippe-klistre til minister
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)
Traditionen tro byder december måned hos Børnehaven Ane Dam i Nørresundby på masser af klippe-klistre aktiviteter. I år har nogle af de ældste børn samtidig fået en helt særlig opgave: De skal dekorere den snor, som transportministeren skal klippe ved indvielsen af den nye togstrækning til Aalborg Lufthavn.
Når Benny Engelbrecht (S) lørdag den 12. december indvier den nye togstrækning til Aalborg lufthavn, er det en helt speciel snor, han skal klippe over.
Den er dekoreret med udklippede figurer af tog, mennesker og fly. Og det er de ældste børn i Børnehaven Ane Dam i Nørresundby, der har fået opgaven.
Børnene er gået til opgaven med stor entusiasme:
- Jeg tror, at det vigtigste har været, at de har dannet nogle relationer på tværs af gruppen med den her opgave. Og så har de gjort noget for andre - det har også haft en betydning, fortæller Dorthe Elvekjær.
Men oplevelsen med at se snoren blive klippet må både børnene og andre nysgerrige nøjes med at se på en skærm. Åbningen foregår nemlig coronavenligt, og det betyder, at indvielsessnoren nu skal fragtes til transportministeren, hvorefter han i en videohilsen vil klippe snoren, og erklære den nye strækning for åben.