Borgere raser over nye p-pladser i Aalborg
Foto: Privatfoto: Simone Aaen
Aalborg Kommunes strategi og nye tiltag for at skabe flere p-pladser i Aalborgs centrum møder stor kritik. Borgere oplever, at der i virkeligheden bliver færre p-pladser.
Debatten om parkeringsforholdene i Aalborg har i dag fået et nyt kapitel. På en gade i Aalborg vestby er der nemlig stor frustration over kommunens optegning af p-båse, som ifølge borgerne er alt for store, så pladsen til andre biler går til spilde.
For nyligt er der blevet afmærket nye parkeringspladser i gader i Aalborg vestby. Ligeledes er der opmærkninger på vej flere steder i centrum og vestbyen. Politikerne ønsker flere p-pladser til byens borgere, men ifølge kritikerne er det gået lige modsat.
Der er rigtig meget plads i båsene. Også for meget plads. Der er spildplads over det hele
Simone Aaen, Aalborg
Eksempelvis på Olfert Fischers Gade, hvor gaden er blevet ensrettet, efter vejen har fået nedgravede skraldespande. I den forbindelse er der blevet lavet fire store skrå p-båse, som har erstattet kantstensparkingen.
- Til at starte med fik vi mail om, at de ville etablere p-pladserne. Når man har bil, tænker man, at det er mega fantastisk. Men det er rimeligt irriterende, at man så faktisk har fjernet to mulige parkeringspladser, siger Simone Aaen.
På gaden kunne der tidligere holde fem eller seks biler, ifølge Simone Aaen. Efter optegningen af de skrå pladser kan der nu kun holde fire.
- Der er rigtig meget plads i båsene. Også for meget plads. Der er spildplads over det hele, siger Simone Aaen.
Hun har delt sine frustrationer med kommunen via et facebook-opslag. Og her har mange andre borgere også kritiseret parkeringstiltagene.
Det er jo paradoksalt, nærmest pinligt, at man på den her måde kan komme til at lave den her slags fejl, hvor man reducerer antallet af parkeringspladser
Thomas Krarup (K), rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune
TV2 Nord har talt med afdelingsleder Mette Skamris fra Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning, men hun siger, at kommunen ikke ønsker at stille op til interview om sagen. Hun fortæller, at Aalborg Kommune har fulgt alle gængse regler.
En af rådmændene fra Aalborg Kommune kalder dog hele miseren for paradoksal.
- Det er jo paradoksalt, nærmest pinligt, at man på den her måde kan komme til at lave den her slags fejl, hvor man reducerer antallet af parkeringspladser. Hele vores intention var at lave flere, siger Thomas Krarup (K), der er rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen.
Aalborg Kommunes svar på facebook
"Mange tak for jeres kommentarer. Det er et fint billede, der er taget og vi må medgive, at det da ser lidt sjovt ud med de små biler i båsene. Størrelsen på båsene er lavet efter gængse vejregler, som netop skal sikre, at der er plads til, at også større biler kan parkere.
At der kunne holde 5-6 biler, før de 4 skråbåse blev lavet, skyldes, at der tidligere ikke har været parkeret helt lovligt. At vi nu tegner båsene op, er netop for at vise, hvor det er lovligt at parkere, så folk undgår at få en p-afgift for for eksempel at holde for tæt på et kryds.
Ved at lave både skråparkering og længderetningen i såkaldte parkeringsbånd, så har det bevirket, at det nu tydeligt kan ses, hvor det er lovligt at parkere. Opmærkningen har medført, at der faktisk kunne etableres 13 flere lovlige parkeringspladser i Søheltekvarteret, end der var tidligere."
- Man bliver jo simpelthen til grin over for borgere, når man har som fuldstændig klar strategi i Aalborg Kommune, at vi vil have flere parkeringspladser, siger Thomas Krarup.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra rådmand på området Hans Henrik Henriksen (S) fra By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, men det er ikke lykkedes.