Borgmester brød sammen foran ansatte: - Jeg havde spændt buen for hårdt
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, er mandag tilbage på borgmesterkontoret efter at have været sygemeldt med stress i lidt over en måned.
- Det føles rigtig godt at komme i gang igen, men det var også lidt en overvindelse i morges, da jeg satte mig på cyklen og skulle herind. For det har bestemt ikke været rart at have været sygemeldt.
Thomas Kastrup-Larsen er fra i dag tilbage på det borgmesterkontor, der har været hans arbejdsplads siden 2014. Den aalborgensiske socialdemokrat blev d. 20. januar sygemeldt med stress.
Inden juleferien var slut, havde jeg igen problemer med at sove om natten
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.
- Det har været en hård periode. Det hele startede med, at jeg brød sammen inde på kontoret foran nogle af de ansatte. Jeg gik til lægen med kraftige stress-symptomer som trykken for brystet og søvnbesvær, fortæller Thomas Kastrup- Larsen.
I lidt mere end en måned har partifælle og 1. viceborgmester, Helle Frederiksen, været fungerende borgmester i Aalborg Kommune. Imens har Thomas Kastrup-Larsen fået professionel hjælp fra blandt andet en psykolog, og han føler sig nu klar til at starte roligt op med dele af borgmesterarbejdet.
Bægeret flyder over
Borgmesteren mener selv, at en usædvanlig travl periode har ledt til, at han blev ramt af stress. Der har været diskussion om en tredje limfjordsforbindelse, et kommunalvalg og undersøgelser af Aalborg Kommunes ageren i forhold til indgåelse af udbygningsaftaler.
- Jeg havde glædet mig til at holde juleferie, og det lykkedes mig også at holde den, men allerede inden den var slut, havde jeg igen problemer med at sove om natten. Jeg tænkte på alle de forskellige ting, jeg skulle nå, forklarer Thomas Kastrup-Larsen.
Hvad er en udbygningsaftale?
Udbygningsaftaler blev implementeret i Planloven i 2007. Med udbygningsaftaler bliver det muligt for kommuner at indgå frivillige aftaler med private grundejere om at medfinansiere fysisk infrastruktur i forbindelse med byudvikling.
Det kan eksempelvis være veje, lyskryds eller klimatilpasning.
TV2 Nord afslørede sidste år, at flere bygherrer har haft det indtryk, at kommunen kun ville give byggetilladelsen, hvis bygherren søgte om at indgå en udbygningsaftale - og dermed skulle medfinansiere noget af infrastrukturen.
Kort inde i det nye år dukkede sagen op, om at Aalborg Kommune havde betalt 100.000 kroner til en reklamevideo i forbindelse med optagelsen af TV2-programmet "Nybyggerne". En blanding af flere forskellige ting fik i sidste ende borgmesteren til at knække.
- I forhold til sagen om "Nybyggerne" tager jeg den kritik, der har været af mig og forvaltningen til mig. Det var blot dråben, der fik bægeret til at flyde over, men det har ikke været årsagen til, at jeg fik stress, forklarer Thomas Kastrup-Larsen.
Borgmesteren starter som nævnt roligt op den kommende tid, og der vil også blive set på permanente justeringer i forhold til dagligdagen på borgmesterkontoret.