Borgmesteren vendte om: Thomas Kastrup-Larsen var først imod Egholm-linjen. Så blev han borgmester og skiftede mening

Som borgmester for Aalborg Kommune arbejder Thomas Kastrup-Larsen (S) benhårdt for at få en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere har borgmesteren faktisk været glødende modstander af netop Egholm-linjen.

Landmand Thorkild Nissen fra Egholm har ikke noget imod en rask kovending - bare, der er en god grund til det. Han er til gengæld ikke imponeret over borgmester Thomas Kastrup-Larsens (S) holdningsskifte i sagen om Egholmforbindelsen.

- Jeg synes, det er rigtig fornuftigt at tage et nyt standpunkt, når der er gode argumenter for det. Det er faktisk stivnakket, hvis ikke man gør det, men der er ikke gode argumenter for den kovending han (Thomas Kastrup-Larsen, red.) har lavet, siger Thorkild Nissen.

I starten af år 2000 var der tre linjeføringer i spil: Egholm-linjen, Lindholm-linjen og et ekstra østligt tunnelrør. Da Thomas Kastrup Larsen var menigt byrådsmedlem kæmpede han for tunnelrøret. Han var indædt imod en Egholmsløsning og Lindholms-løsningen. Han skrev læserbreve, og kæmpede for at overbevise andre politikere om, at en motorvej over Egholm ville være en stor fejl. Da byrådet i Aalborg stemte om linjeføringen i 2003 og 2011, stemte han begge gange imod en Egholm-linje.

Efter afstemningen i 2003 den 8. september 2003 sagde Thomas Kastrup-Larsen følgende til TV2 Nord:

- Jeg synes, vi skulle have haft et ekstra tunnelrør. Det løser problemet med at komme nord og syd for fjorden. Det er langt den skånsomste løsning for Aalborgs byområder, naturen og rekreative områder. Så er det også langt den billigste løsning, så jeg synes, det er den bedste løsning, sagde Thomas Kastrup-Larsen i 2003.

Ny holdning fulgte med borgmesterkæden

Selvom Thomas Kastrup Larsen stemte imod, valgte et flertal i byrådet Egholm-linjen. Da han så stillede op som borgmesterkandidat i 2012, skiftede han side og har siden kæmpet for Egholm-løsningen.

- For mig at se er det her en demokratisk proces. Nogen gange vinder man, og andre gange bliver man stemt ned. Så bliver man nødt til at arbejde for det, som flertallet vil. Sådan er verden jo. Det vil jeg arbejde loyalt for altid, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Aalborgs daværende borgmester Henning G. Jensen (S) stemte også imod Egholm-linjen i 2003. Han ville også hellere have haft et ekstra tunnelrør.

Ingen forståelse på de sociale medier

Blandt kritikerne på de sociale medier er der ingen forståelse for borgmesterens holdningsskifte. Her bliver han beskyldt for løftebrud og for at være utroværdig, fordi han først har en holdning og så bagefter går modsat. TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev mener ikke, at Thomas Kastrup-Larsen har noget valg.

Thorkild Nissen har ikke noget imod kovendinger, men han kan ikke forstå det holdningsskifte hans borgmester han taget.
Thorkild Nissen har ikke noget imod kovendinger, men han kan ikke forstå det holdningsskifte hans borgmester han taget.

- Thomas Kastrup-Larsen kan ikke rigtig gøre andet, når han er borgmester, og der er et flertal i byrådet. Det vil være udemokratisk. Man kan ikke være borgmester, og så gå ud og sige, at byrådet mener noget, men jeg som borgmester mener noget andet. Det kan man ikke, siger Søren Wormslev.

Søren Wormslev mener også, at Thomas Kastrup-Larsen holder sit fokus på, hvad der kan lade sig gøre på Christiansborg.

- Det faktiske forhold på Christiansborg er sådan, at hvis man kommer og siger, at man har ombestemt sig, man vil hellere have en øst-løsning, så kommer man ikke med i den plan, der nu bliver lavet for, hvad der skal ske de næste 15 år, siger Søren Wormslev.

Først den ene vej og så den anden vej

I 2003 sagde Thomas Kastrup-Larsen også, at han ikke mente, at et byråd ville være med til at give en medfinansiering af en Egholm-løsning. Men i dag har han selv, byrådet og erhvervslivet i Aalborg-alliancen lovet, at de vil støtte en Egholm-forbindelse med 600 millioner kroner. I dag siger Thomas Kastrup-Larsen, at det også er hans private holdning, at Egholm-løsningen er bedre end et østligt rør.

- Jeg synes, at det (Egholmforbindelsen, red.) er en trafikal god løsning over Egholm. Det vil jeg gerne understrege ganske klart og tydeligt. Det er klart en bedre løsning end endnu et rør, siger Thomas Kastrup Larsen.

- Jeg ved ikke hvad Thomas Kastrup-Larsen tænker i sit inderste, når han løber langs Limfjorden om morgenen og kigger over på Egholm. Tænker han så, at det er da også synd, at Egholm skal have en motorvej over sig. Det ved jeg ikke, om han gør. Men det er en del af at være politiker på det plan, når man er borgmester, så skal man repræsentere flertallet næsten uanset, hvad man selv mener, siger Søren Wormslev.

Der var engang en anden socialdemokrat, der sagde, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det håber landmanden på Egholm også gælder for Thomas Kastrup-Larsen.

- Jeg har ikke hørt Thomas Kastrup-Larsen komme med et godt argument for, hvorfor han har skiftet holdning andet end, at beslutningen er taget. Jeg synes, han skal lave en kovending igen.

Sagen om en 3. Limfjordsforbindelse er længe blevet diskuteret. Se klippet et klip fra 2003 her:


Seneste nyt

fra Nordjylland