Brand i silo lukker melfabrik
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Natten til tirsdag udbrød der brand i en silo på kartoffelmelsfabrikken i Langholt nær Vodskov. Fabrikken må holde lukket, indtil skaderne er udbedret.
En pludselig brand i en silo på kartoffelmelsfabrikken AKV Langholt nær Vodskov har udviklet sig til en større hovedpine for fabrikken.
Branden opstod natten til mandag lidt i fire, højst sandsynligt efter maskineriet i rørene tilsluttet siloen udløste gnister og antændte branden.
Det lykkedes brandvæsenet at slukke ilden, inden den nåede at sprede sig til fabrikken og de andre siloer, men virksomheden må holde lukket, indtil skaderne er udbedret. Det foræller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Søren Koersgaard.
- Det står ikke så slemt til med siloen, men rørene og filtrene er svært beskadigede. Det er jo rigtig uheldigt for fabrikken, for det her er jo deres højsæson, siger Søren Koersgaard.
Branden gav også store udfordringer for brandvæsenet, der kørte med 5 køretøjer og 12 mand og brugte næsten tre timer på at slukke flammerne.
Indsatsleder Søren Koersgaard fortæller, at brandvæsenet ikke kendte noget til det indre af fabrikken, og de havde derfor svært ved at orientere sig. Derfor var de også nødt til at skære hul for at komme ind i siloen.
Ingen personer er kommet noget til som følge af branden.