Brand i vindmølle ved Gandrup

En vindmølle brød onsdag morgen i brand ved Gandrup. Vindmøllen fik selv lov til at brænde ud og er nu udbrændt. Området er afspærret på grund af fare for nedstyrtning.

Nordjyllands Beredskab, station Hals, blev onsdag morgen klokken 7.32 kaldt til en brand i en vindmølle ved Aalborgvej ved Holtet nær Gandrup.

- Det er den mest traditionelle vindmølle, hvor hele maskineriet sidder oppe i toppen af masten, og den er fuldstændig overtændt, da vi kommer frem, oplyser Bent Pedersen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

- Normalt slukker vi brand, men det er en anelse svært oppe i luften, så proceduren er, at vi får afbrudt strømmen, og så får den lov til at brænde ud, mens vi holder øje med, at det ikke spreder sig.

Vindmøllen brændte hurtigt ud, og brandfolkene forlod derefter stedet igen. Bent Pedersen oplyser, at ingen mennesker har været i fare.

Nordjyllands Beredskab oplyser efterfølgende på Twitter, at området er afspærret på grund af fare for nedfald.


Seneste nyt

fra Nordjylland