Butikstyv ville stjæle parfume for over 21.000 kroner - Gjorde det af en særlig grund
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Retten i Aalborg
Nogle årvågne medarbejdere i Magasin i Aalborg holdt øje med en rumænsk mand, da han fredag ved middagstid var inde i butikken.
Her ser butikspersonalet ham lægge 26 parfumer - til en værdi af 21.500 kroner - i en såkaldt russerpose, der er lavet for at ikke at udløse en alarm i forretningen.
Det fortæller anklager Jette Rubien.
- Han var i grundlovsforhør lørdag, hvor han fik en straksdom på 30 dages ubetinget fængsel. Samtidig bliver han udvist og får et indrejseforbud til Danmark i seks år, og det gør han, fordi han er tilrejsende til Danmark og ellers ikke har tilknytning hertil, fortæller hun.
Fredag klokken 12.55 - da den rumænske mand blev anholdt - tilstod han på stedet. Det var med til, at han kunne få en straksdom, men han kom ved Retten i Aalborg med en forklaring på, hvorfor han havde forsøgt at stjæle de værdifulde parfumer.
- Han havde af en italiensk ven, som han ikke nævnte et navn på, fået fortalt, at vennen kunne skaffe ham arbejde heroppe i byggebranchen. Entreprenøren havde dog alligevel ikke brug for ansatte, siger Jette Rubien og fortsætter:
- Så han havde brug for at komme hjem til Rumænien igen. Så hjalp vennen ham med at lave russerposen og sagde, at han kunne stjæle parfumerne, for at få penge til en billet hjem.