Christian røg ud i misbrug, da han forsøgte at skjule sin glæde ved dametøj
Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord
Når Christian kommer i pels og høje hæle, er han én, man lægger mærke til i Mou.
Se "Christians julekjoler" nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
Kjoler, nederdele, sko og tasker i alle regnbuens farver skinner om kap, da Christian Christiansen åbner døren ind i sit klædeskab.
- Det er jo mit skatkammer. Min Aladdins hule, siger han og slår en smittende latter op.
- Det er jo det, jeg helst vil gå i. Det må jeg indrømme.
I mange år - faktisk helt siden han var lille - var det slet ikke noget, Christian turde sige højt.
Altså at han elskede at stadse sig ud i kjoler og høje hæle.
- En af de ting, der kom ud af det, var jo så, at jeg udviklede et misbrug. Fordi det dér med at gå og lyve og holde ting hemmelige er ikke særligt godt for psyken, siger han.
- Så jeg endte jo med at blive rigtig godt til at skjule, at jeg gik og var halvfuld hele tiden.
Derfor handlede det om at sige til folk, hvad de gerne ville høre.
- Den dér: "Jamen, går det godt?", "Ja, det går så godt, så godt", og i virkeligheden græder man indeni, og hjertet bløder, forklarer Christian.
- Jeg kunne simpelthen ikke holde mig selv ud.
Røg i dybt hul
Christian Christisansen kom ikke alene ud i et alkoholmisbrug, det ledte også til misbrug af smertestillende piller og kriminalitet for at financiere misbruget.
Det gav et halvt år i fængsel. Men i oktober 2019 oplevede han et vendepunkt.
- Jeg vågnede og så solen lyse på mig og tænkte: "Det her vil jeg ikke dø fra", siger han.
I dag er han et bedre sted. Han har været i misbrugsbehandling og vendt sit liv om.
- Det er jo for mit vedkommende en glæde ved at klæde mig pænt på. Jeg synes generelt, herretøj er hammer kedeligt. Og dametøj er der jo mange flere muligheder i, siger Christian.
Og efter et liv i cowboybukser og arbejdsbukser er hans påstand også, at det er mere behageligt end groft denim.
- Tøjet gør mig til et stærkere menneske - dét, at jeg kan få lov til at vise det frem, i stedet for at skjule det.
Også hans selvkærlighed er steget.
Fra at have to spejle i huset, dem der var muret fast, er der nu spejle overalt.
På et af dem kan man ligefrem finde et påklistret kort med teksten: "Du er fucking fantastisk".
Vil se fremad
Men misbruget har haft sin pris. Især for forholdet mellem Christian Christiansen og hans nu ekskone og børn.
- Jeg tror, det var en væsentlig del af årsagen til, at jeg blev skilt. Jeg har absolut ikke været en god far for mine børn. Jeg har svigtet dem rigtig mange gange.
Alligevel fortryder han ikke noget.
- Det bedste, jeg kan gøre nu i forhold til dem, det er at vise dem, at jeg i virkeligheden er et bedre menneske end de år, hvor jeg skulle have været far, men egentlig ikke har været det.
- Det er nok det, jeg allermest håber kommer ud af at leve mit ærlige liv. Det er, at jeg kan sidde sammen med dem og hygge, slutter han.
Se "Christians julekjoler" herunder eller på TV 2 PLAY.