Containere på gaden: - Det er ikke noget kønt syn

En parade af affaldscontainere er lige nu placeret på gaden i Aalborg til stor utilfredshed for erhvervsdrivende og beboere. Aalborg Kommune har ellers for nylig lavet nedgravede containere, men de er allerede taget ud af drift igen.

- Det er da forhåbentlig løgn.

Michael Koch var meget overrasket, da fire nedgravede containere på Algade i Aalborg blev spærret af med sort plast. 

quote Det er et skrækkeligt syn. Vi havde forestillet os noget helt andet i det her gadebillede.

Michael Koch medejer af spisestedet Holle's Vinstue.

Ti rullende affaldscontainere blev i stedet kørt ind på gaden i det centrale Aalborg.

- Det er et skrækkeligt syn. Vi havde forestillet os noget helt andet i det her gadebillede, siger medejer af spisestedet Holle's Vinstue i Algade, Michael Koch, til TV2 Nord.

Omkring d. 1. december 2019 blev fire nedgravede containere taget i brug i Algade.

 
 
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)

- Der gik ikke lang tid fra, at de var sat i drift til at de var helt fyldte og folk begyndte at stille deres affald ved siden af, fortæller Michael Koch.

Særligt flere spisesteder har haft problemer med at komme af med deres skrald.

- Problemet er, at der bliver fyldt rigtig hurtigt op. Jeg tror, at der var fyldt efter to-tre dage. Ellers så er der stoppet til for hullet er bare ikke stort nok dernede, forklarer ejer af Caspars Urban Food Bar, Xuan Ngo, til TV2 Nord.

Containere i baggården

Problemet med overfyldte containere er blevet større i løbet af januar, da containerne i blandt andet Michael Koch og Xuan Ngos baggård er blevet fjernet.

- Før havde vi ti af de affaldscontainere, som nu står på gaden, bare til os alene, siger Michael Koch.

I følge Michael Koch har Aalborg Kommune overvurderet kapaciteten af de nedgravede containere i forhold til de skraldeløsninger der var før.

- Der må være nogen, som har fejlvurderet kapaciteten, siger Michael Koch.

VIDEO: På Algade undrer de sig over, at de nedgravede containere er lukket ned og erstattet.

City-Ejendomme Aalborg udlejer flere af ejendommene i Algade, og de far fået henvendelser fra deres lejere.

- Det skal ikke have karakter af en baggård herude i gadebilledet. Det synes vi, at der er ærgerligt for både erhvervsdrivende, os der bor her og selvfølgelig også for turister og brugerne af byen, siger byggeleder i City-Ejendomme Aalborg, Thomas Bonde, til TV2 Nord.

Midlertidigt lukkede

Et skilt ved containerne på Algade fortæller, at de nedgravede containere er midlertidigt lukkede på grund af vejarbejde.

- Skraldebilen der skal tømme de nedgravede containere kan godt komme ind, men den kan ikke komme ud igen uden at skulle bakke. At bakke inden ved Vesterbro hvor der er fodgængere, cykler og mange biler, det er simpelthen for farligt, forklarer rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen, Lasse P. N. Olsen, til TV2 Nord.

 Hvorfor har man ikke ventet med at fjerne containerne i baggårdene, så de ikke skal stå ude på gaden?

- Egentlig var det meningen, at det vejarbejde som foregår i Jernbanegade skulle klares på kort tid, men der er sket det, at det er trukket ud. Så vidt jeg er orienteret kommer det til at vare tre uger mere end man havde regnet med, siger Lasse P. N. Olsen.

Kapaciteten holder

Erhvervsdrivende og beboere på Algade har oplevet, at der ikke var plads nok til affaldet, da de nye nedgravede containere blev taget i brug.

Det afviser rådmanden.

- Det kommer meget bag på mig. De rapporter vi har fået fra turene er, at de ikke er overfyldte. Det er klart, at der er mere plads i ti containere, som tidligere har stået i baggårdene, men de blev tømt sjældnere end de her nedgravede containere gør. Vi tømmer dem meget ofte, fortæller Lasse P. N. Olsen.

VIDEO: Hør rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen, Lasse P. N. Olsen, forklare, hvorfor der i øjeblikket er ti affaldscontainere på gågaden. 

I Algade krydser man fingre for, at de rullende containere snart er væk igen.  

- Det er ret klamt fordi vores kunder går tit forbi og kigger, siger Xuan Ngo. 

- Det er svært at skjule vores skuffelse over den her affaldsløsning, der er lavet siger Michael Koch.

Frem til 2023 etablerer Aalborg Forsyning 300 affaldsøer med sammenlagt 1.000 nedgravede containere i Aalborg midtby og Nørresundby midtby.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland