Coronatest: Patienter når ikke at få testsvar i tide
Testkapaciteten for coronavirus på Aalborg Universitetshospital er lige nu under massivt pres fra borgere, som skal testes. Og det betyder, at hospitalet i nogle tilfælde har svært ved at følge med, når patienter skal testes, inden de møder op til eksempelvis behandling eller undersøgelse på hospitalet.
Testkapaciteten for coronavirus på Aalborg Universitetshospital er lige nu under massivt pres fra borgere, som skal testes. Det betyder, at hospitalet i nogle tilfælde har svært ved at følge med, når patienter skal testes, inden de møder op til eksempelvis behandling eller undersøgelse på hospitalet.
I dagtimerne behøver man blot at kaste et blik udover parkeringspladsen foran Aalborg Universitetshospital Syd for at konstatere det åbenlyse: Presset på hospitalets coronatestkapacitet er massivt.
Alene i løbet af tirsdag blev der i Aalborg testet over 1200 personer. Men den høje testaktivitet går i nogle tilfælde ud over patienter, som har en planlagt aftale på hospitalet.
- Grundlæggende betyder det, at vi har rigtig travlt, at vi også får længere svartid end vi gerne vil have, forklarer Malene Møller, kontorchef for sundhedsplanlægning ved Region Nordjylland.
Ifølge kilder på hospitalet har den længere svartid i nogle tilfælde betydet, at patienter med en planlagt tid på Aalborg Universitetshospital til eksempelvis operation eller undersøgelse, ikke har kunnet nå at få svar på den coronatest, som de ellers bliver anbefalet at få taget senest 72 timer før, de møder op på hospitalet.
Beretningerne fra hospitalet kommer ikke bag på Malene Møller, der dog maner til besindighed:
- 75 procent af vores prøver svarer vi stadig på indenfor 29 til 50 timer. Så i tre ud af fire tilfælde har vi nået at svare, inden man møder ind. Men når vi har længere svartid, vil der også være nogle, hvor vi ikke når at få svaret, siger hun.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke når at få svar?
Hvis man ender med at måtte møde op til en aftale på sygehuset uden at have fået svar på en forudgående coronatest, vil man ikke blive afvist. Personalet på den pågældende afdeling vil i stedet vurdere, om aftalen for eksempel kan udskydes eller om der skal tages ekstra værnemidler i brug.
Kilde: Region Nordjylland
Opskalerer kapaciteten
Ved middagstid i dag holdt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pressemøde, hvor netop testkapaciteten stod højt på dagsordenen. Her erkendte ministeren, at ventetiderne i forbindelse med at blive testet for coronavirus ikke er tilfredsstillende. Derfor opskalerer regeringen nu testkapaciteten på landsplan, så helt op mod 50.000 personer hver dag kan blive testet.
- Vores mål er, at 80 procent af dem, som bestiller en test, skal kunne få en test indenfor et døgn – og svar dagen efter, sagde sundhedsministeren blandt andet.
Meldingen om, at der nu bliver skruet endnu mere op for testindsatsen – også i Nordjylland – falder i dag på et tørt sted hos Region Nordjylland.
- Det er rigtig rart, og det har vi jo i regionerne også presset på for, siger Malene Møller og uddyber:
- Øget analysekapacitet er helt klart nøglen til at gøre det bedre end vi gør i dag.