Cyklister tiljublet som Tour-stjerner
Foto: Mick Knive Anderson
Rådmand for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen, var tidligt oppe for at heppe på cyklister på Limfjordsbroen.
Ny kampagne skudt i gang med fans, jubel og rundstykker på Limfjordsbroen
Aalborg kan ikke kalde sig Nordens Paris uden at have et stort cykelløb. Det mener man hos kommunen, og derfor skød man onsdag morgen en ny kampagne i gang med Tour-stemning på Limfjordsbroen fra morgenstunden.
Cyklisterne, der krydsede broen fra Nørresundby-siden, blev midt på broen mødt at tiljublende kampagnemedarbejdere og fik uddelt vand til resten af cykelturen.
- Det er jo miljøvenligt at sætte sig på cyklen i stedet for at starte bilen. Og så er der også et sundhedsissue på spil. Vi skal jo bevæge os mere i vores hverdag - og en af de bedste måder at gøre det på, det er at cykle frem og tilbage på arbejde. Så får man lagt naturlig motion ind i sin hverdag, og så skal man ikke tænke på at køre ned i fitnesscenteret efter fyraften, siger Hans Henrik Henriksen, der er rådmand, i By- og Landskabsforvaltningen hos Aalborg Kommune, der står bag kampagnen 'Alle op på cyklen'.
Kampagnen skal skabe større cykelglæde hos aalborgenserne - og skabe mere plads i byerne.
- Vi kan jo se, at der kommer flere og flere biler på vejene, og de bløde trafikanter bliver lidt fortrængt. Derfor vil vi gerne have flere op på cyklen, det vil sikre en bedre fremkommelighed i byen, siger rådmanden om en ekstra sidegevinst, hvis flere skifter den firhjulede ud med en tohjulet.