Danmarks største murmaleri er i fuld gang
Det er Hedegaard-siloen på havnefronten i Nørresundby, som nu skal udsmykkes med et enormt maleri.
Det er Hedegaard-siloen på havnefronten i Nørresundby, som nu skal udsmykkes med et enormt maleri
På Hedegaards store silo i Nørresundby bliver der arbejdet hårdt. Her er seks lærlinge og to af deres lærere fra Tech College Aalborg i fuld gang med at udsmykke bygningen.
- Det er helt vildt fedt, at være med til at male så stort et værk. Det er sjældent, man får lov til at opleve noget, der er så stort. Især, når man stadig kun er lærling, siger malerlærlingen Alice Steenholdt.
Alice Steenholdt og hendes medstuderende arbejder på et værk, som er skabt af kunstneren Søren Elgaard. Det skal forstørres med 1200 kvadratmeter, og pynte på den ellers grå silo. Det er en størrelse, som aldrig er set før.
Når man går forbi et gadehjørne, så bliver man overrasket af et super flot murmaleri. Det er helt unikt
Mads Duedahl, Venstrerådmand, Sundheds og Kulturforvaltningen, Aalborg Kommune
Billedet forestiller et udsnit af jernbanebroen, som går over Limfjorden. Kunstværket er malet netop til denne lejlighed, og Søren Elgaard har brugt lang tid på det.
- Jeg har i hvert fald brugt et halvt år på både at få ideen og male billedet. Men jeg synes bestemt, det var en god opgave. Man var jo nødt til at se på Aalborg med helt andre øjne end, hvad man er vant til, siger Søren Elgaard.
Det er en lang række partnere, som står bag maleri-projektet: Jyske Bank, Hedegaard A/S, Aalborg Havn, Den Obelske Familiefond, Flügger A/S, Tech College Aalborg og Aalborg Kommune. Og især for Aalborg Kommune, er det vigtigt at bringe kunst til byen.
- Det er vigtigt for Aalborg at lave projekter af denne størrelse, fordi vi er en by, der satser på kultur. Kulturen skal ikke kun være noget, som er på et museum. Alle skal kunne opleve kunst og kultur i byen, siger Mads Duedahl (Venstre), som er rådmand i Sundheds og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
I Aalborg Kommune har murmalerier allerede en ganske særlig plads i bybilledet, og det er noget, som i følge Mads Duedahl, forskønner Aalborg by.
Aalborg skal være en by, som overrasker. Når man går forbi et gadehjørne, så bliver man overrasket af et super flot murmaleri. Det er helt unikt, siger han.