Foto: Camilla Rønde, Scanpix.

Dansk Stalking Center rammer Aalborg

Mere end 100.000 danskere udsættes for stalking hvert år. Det har alvorlige konsekvenser, og det vil Dansk Stalking Center nu italesætte igennem en landsdækkende kampagne.

Har du oplevet grænseoverskridende adfærd fra en person, at blive forfulgt og beluret uanset hvor du befinder dig, eller fået flere hundrede ubesvarede opkald og ligeså mange beskeder i din mailboks af en person, du ikke er interesseret i?

Det er ikke usandsynligt. Hvert år er der nemlig mere end 100.000 danskere, som bliver udsat for stalking. Stalking rammer ofte en hel familie, og det anslås at flere end 60.000 børn hvert år involveres direkte eller indirekte i stalkingen.

For at øge opmærksomheden omkring stalking rejser Dansk Stalking Center rundt i landet i august og september måned med kampagnen ”Stalking er en forbrydelse”. Kampagnen rammer Aalborg den 30. august, hvor byens borgere kan blive klogere på fænomenet stalking.

Som udsat har jeg oplevet utallige gange, hvordan systemet ikke er klædt på til at hjælpe stalkingudsatte. Stalking er for alvorligt et emne til at blive tabuiseret.

Direktør hos Dansk Stalking Centers, Lise Linn Larsen.

- I Dansk Stalking Center glæder vi os til at besøge Danmarks fem største byer og udbrede budskabet om stalking til både civilbefolkningen og fagfolk. Vi ved, at fagfolks håndtering af stalkingsager er helt afgørende for både længden af forløbet, men også den udsattes psykiske velbefindende, siger direktør hos Dansk Stalking Center, Lise Linn Larsen.

Stalking har ifølge Dansk Stalking Center alvorlige konsekvenser for den udsattes psykiske, økonomiske og sociale liv. Stalkingen giver ofte psykiske mén, og i mange tilfælde mister den udsatte sit arbejde.

Direktøren, Lise Linn Larsen er selv tidligere stalkingudsat, og mener også, at der er behov for mere viden blandt fagpersoner.

- Som udsat har jeg oplevet utallige gange, hvordan systemet ikke er klædt på til at hjælpe stalkingudsatte. Stalking er for alvorligt et emne til at blive tabuiseret, og for få fagpersoner kender effekterne af at være stalkingudsat. Jeg håber, at kampagneturen kan være med til at sætte fokus på det store problem, som stalking er, så flere udsatte kan få hjælp tidligere i forløbet, siger direktøren, som selv har været udsat for stalking.

De nordjyske borgere kan møde Dansk Stalking Center på Toldbod Plads fra kl. 10-17. Her tilbyder de rådgivning til stalkingudsatte.

Under besøget i Aalborg afholder Dansk Stalking Center også fagseminarer, der henviser sig til ansatte i Nordjyllands politi og nordjyske kommune. Derudover besøger de socialrådgiveruddannelsen og psykologiuddannelsen for at klæde de studerende på med mere viden om stalking.

Dansk Stalking Center er Nordens første og eneste specialiserede interventions- og videncenter om stalking. De får støtte fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.