Debat i DigiTALT: - De unge skal ikke pakkes ind i vat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tæt på Ved Stranden hvor taxaerne holder, ligger Aalborgs nye Safe House. Det åbnede i lørdags.
Ifølge panelet i denne uges udgave af DigiTALT er det nye Safe House i Jomfru Ane Gade i Aalborg et glimrende initiativ, men omvendt skal man også være påpasselig med at ”pakke de unge ind i vat.”
I den forgangne weekend slog et nyt ”Safe House” for første gang dørene op i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Det er tænkt som et sted, hvor unge mennesker, der er kommet galt afsted på byturen kan henvende sig - for eksempel, hvis de har skåret sig på knust glas eller fået for meget at drikke.
Det er med drukneulykken, som kostede Oliver Ibæk Lund livet, og drabet på Mia Skadhauge Stevn i frisk erindring, at det nye Safe House har set dagens lys.
Jeg er faktisk imponeret over, hvor ansvarsfulde de unge er
Christian Roar Pedersen, sognepræst
Initiativet bliver umiddelbart taget godt imod af denne uges DigiTALT-panel. I panelet sidder blandt andre leder af Nibe Festival, Peter Møller Madsen, som på den ene side bifalder det nye Safe House.
- Vi har nogle tragiske hændelser – oveni købet her i Nordjylland for ganske kort tid siden. Og jeg synes, det er godt, man laver det her. Det giver tydeligvis de unge ro og dem, som I har snakket med, er jo glade for det, siger han med henvisning til TV2 Nords dækning af historien i weekenden.
Problemet er ikke løst
Dog konstaterer Peter Møller Madsen samtidig, at det ville være en fuldstændig umulig opgave at pakke de unge, festglade mennesker i Aalborgs natteliv ”fuldstændig ind i vat.”
- Det er jo ikke som sådan nyt, at det er farligt for unge at gå i byen. Det har det jo egentlig altid været. Så jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi ikke pakker dem ind i vat. De er nødt til at gøre sig nogle erfaringer, siger han og uddyber:
- Vi kan godt appellere til de unge om, at de både kan og skal passe på sig selv og hinanden. Det her med at have aftaler med hinanden er næsten den vigtigste ”ingrediens” i hele den her problemstilling, siger han.
Ansvarsfulde unge
At de unge bør være – og faktisk er – gode til at passe på hinanden, er også et billede, som panelets øvrige medlemmer nikker genkendende til.
Sognepræst Christian Roar Pedersen sidder også i ugens DigiTALT-panel og har hvert år sin faste gang i kirketeltet på Nibe Festival. Både i kirketeltet og ude på festivalpladsen har han oplevet en generation af ansvarsfulde unge.
De drikker mindre, ryger mindre og tager færre stoffer end min generation
Mette Kirstine Goddiksen, journalist og kommunikationsmedarbejder
- Jeg er faktisk imponeret over, hvor ansvarsfulde de unge er. De kommer hen og tjekker op på vedkommende, hvis der lige er en, som sidder og sover. De er meget opmærksomme på hinanden, siger han og fortsætter:
- Så man skal også passe på med at sige, at ”den unge generation er nogle værre nogle.” Jeg tror faktisk, at de er mere opmærksomme end min generation var, siger Christian Roar Pedersen.
- Mere fornuftige
Han bakkes op af panelets tredje medlem i denne uge, journalist og kommunikationsmedarbejder Mette Kirstine Goddiksen.
- De drikker mindre, ryger mindre og tager færre stoffer end min generation for eksempel gjorde. De har ikke den konkurrence, som min generation godt kunne have, med at drikke mest og være mest vild. De er langt mere fornuftige, mener hun.
I ugens udgave af DigiTALT skal det også handle om tillid til banker, efter det i sidste uge kom frem, at Spar Nords tidligere kommunikationsdirektør har svindlet banken for 20 millioner kroner.
Og så undersøger vi, om panelets medlemmer har vinkældre - og om de ligesom en række nordjyder har gjort, ville indrette dem som beskyttelsesrum. Det er alt sammen i DigiTALT i aften klokken 19.50 på TV2 Nord - eller lige her i playeren: