Deltagerrekord til MTB Marathon: 4000 ryttere er klar
Foto: Pernille Leftes
Mere end 500 udenlandske ryttere stiller op til det udsolgte Aalborg MTB Marathon 29. april.
På aprils sidste lørdag begiver 4000 mountainbikeryttere sig ud på 31, 55 eller, for de allerhårdeste, 100 kilometers cykling i hårdt og varieret terræn i og omkring Aalborg, når Aalborg MTB Marathon 2017 løber af stablen.
Der er fuldstændig udsolgt til løbet, som også har mange udenlandske deltagere. 540 ryttere fra primært Norge, men også fra blandt andet Sverige, Belgien og Holland, blander sig med de mange danske og nordjyske ryttere, der kaster sig ud i strabadserne for at kæmpe mod sig selv og hinanden.
- Løbet har tradition for at tiltrække vores nordiske naboer, men i år har ekstra mange sat kryds i kalenderen og valgt at skyde deres MTB sæson i gang i Aalborg, siger formand for DGI Nordjylland Palle Fogh.
Med 4000 deltagere sætter løbet deltagerrekord, og samtidig er antallet af udenlandske ryttere det højeste nogensinde. For nogle handler det givetvis om podieplaceringer, men for mange handler det lige så meget om at udfordre sig selv, og for DGI er det vigtigste, at alle deltagere får en rigtig god oplevelse.
- Ved at give de gode oplevelser får vi forhåbentlig ryttere ud i sporet, som ikke normalt deltager i løb, og på den måde bliver endnu mere bidt af sporten. Det kan give blod på tanden,også i forhold til at komme ind i det givende fællesskab som en cykelklub eller andre træningsfællesskaber byder på, siger Palle Fogh.
Lige så vigtigt giver de mange deltagere også penge i kassen. Penge, som kommer foreningslivet til gode.
- Et af de vigtigste formål med at vi afholder så store events, er at støtte op om nordjysk foreningsliv. Derfor går en stor del af overskuddet til sporarbejde, der dels skal reparere efter de 4000 ryttere, men også give nye og bedre spor i lokalområdet, siger Palle Fogh.
Aalborg MTB Marathon bliver en cykelfest, som ikke kun finder sted lørdag 29. april. Allerede om fredagen tyvstartes der nemlig fra klokken 16 med børneløb i Karolinelund. Her står Falcon BMX for en børnebane, som kan køres på helt almindelige cykler.
På selve løbsdagen livestreames løbet på storskærm, ligesom TV2 Nord sender fem timers direkte tv fra løbet med kommentator og reportere i marken. Løbet skydes i gang lørdag 29. april klokken 10.