- Det bliver en god krydstogtsæson, siger direktør

De første skibe har anløbet Aalborg, hvor der i sæsonen kommer i alt 29 krydstogtskibe.

Norske Viking Star er det andet krydstogtskib, der har anløbet Aalborg i denne sæson. Tirsdag lagde det til kaj med forventningsfulde turister.

Efter coronaen lukkede og slukkede for krydstogt-turismen i to sæsoner, er der nu udsigt til normale tilstande. Og det glæder direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup.

- Det tegner til at blive en rigtig fin sæson, hvor der i alt kommer 29 krydstogtskibe til Aalborg, siger Tonny Skovsted Thorup.

På niveau som før corona

Sæsonen løber til og med september, og der er også et enkelt krydstogtskib, der lægger til kaj i begyndelsen af december.

- Der er begyndt at være et marked for julecruise, så det er lidt sjovt med den form for turisme, siger Tonny Skovsted Thorup.

Han fortæller, at antallet af anløb i Aalborg er på niveau med tiden før corona-epidemien.

Krig påvirker positivt

Nordjylland er med Skagen og Aalborg den tredjestørste cruise-destination i Danmark - kun overgået af København og Bornholm.

I Skagen anløber der i år 64 krydstogtskibe, hvilket er flere end egentlig planlagt. På grund af krigen i Ukraine, er der flere skibe, der ikke lægger til i Sankt Petersborg. I stedet har de valgt at lægge til i Skagen.

Også i Aalborg kan de mærke, at der kommer enkelte flere krydstogtskibe på grund af krigen i Ukraine.

Skibene, der anløber Aalborg, er mindre end dem, der lægger til kaj i Skagen. Limfjorden sætter begrænsninger i skibenes størrelse.
Skibene, der anløber Aalborg, er mindre end dem, der lægger til kaj i Skagen. Limfjorden sætter begrænsninger i skibenes størrelse.
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Mindre skibe i Aalborg end i Skagen

Tonny Skovsted Thorup fortæller, at det er andre krydstogtskibe, der anløber Aalborg end Skagen.

Det skyldes, at Limfjorden er relativ smal, og det sætter nogle begrænsninger på, hvor lange skibene, der skal lægge til kaj i Aalborg, kan være.

Direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup fortæller, at antallet af krydstogtskibe i Aalborg er på niveau med antallet, før coronaen satte en stopper for den form for turisme i to år.
Direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup fortæller, at antallet af krydstogtskibe i Aalborg er på niveau med antallet, før coronaen satte en stopper for den form for turisme i to år.
Foto: Mick Knive Anderson

Men selvom krydstogt-turisterne kommer til Aalborg, kan de sagtens komme til at opleve Skagen alligevel.

For der arrangeres bustransport fra Aalborg til flere forskellige destinationer i Nordjylland - blandt andet også Skagen.

- Der er flere forskellige muligheder for turisterne, nogle tager på oplevelse i Aalborg, mens andre tager på bustur rundt i Nordjylland, slutter Tonny Skovsted Thorup.


Seneste nyt

fra Nordjylland