Bøderegn over AaB: - Det er irriterende
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB har tirsdag modtaget en ny bøde for tilskueradfærd. Denne gang i forbindelse med hjemmekampen mod AGF 23. august.
Som om at 0-4 nederlaget 23. august på hjemmebane ikke gjorde ondt nok på AaB, er der nu kommet et kedeligt efterspil på kampen.
AaB har nemlig modtaget en bøde på 100.000 kroner fra Fodboldens Disciplinærinstans for afbrænding af 40 til 45 stykker pyroteknik, som blev antændt ad fem omgange.
Det er langt fra første gang, at AaB får en bøde for tilskueradfærd, da det er niende gang klubben er blevet indberettet indenfor de seneste 12 måneder. Det har Disciplinærinstansen lagt vægt på, og det ligger til grund for den store bøde.
De ni bøder løber samlet op i 320.000 kroner.
Hos AaB er man da også godt trætte af, at klubben får sendt mange bøder deres vej. Det fortæller klubbens administrerende direktør, Michael Tuxen Boll.
- Det er da irriterende, for vi vil da gerne have pengene til rådighed andre steder, som man vil i enhver anden organisation, siger han.
Ifølge den administrerende direktør evaluerer klubben løbende tilskueradfærden efter kamp.
- Vi synes, vi gør meget for at sikre, at alle får en god oplevelse, men man kan helt sikkert altid gøre det bedre. Derudover har vi en god dialog med fansene, siger Michael Tuxen Boll.
AGF's tilskuere antændte også pyroteknik under kampen, og klubben modtager en bøde på 50.000 kroner.
AaB's næste kamp er onsdag 4. september i ODDSET Pokalen, hvor de skal spille ude mod Fynsserie-holdet Morup/Veflinge