Direktør i Aalborg Håndbold efter ny aftale: - Nødvendigt ellers havde vi ikke et eksistensgrundlag

”Superligaordningen” åbnes nu for øvrige sportsgrene. Det vækker blandt andet glæde hos Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

 

Det bliver atter muligt for klubber, foreninger og forbund på tværs af idrætsgrene at lukke mere end 500 tilskuere ind til deres kampe og arrangementer.

Det står klart, efter Regeringen og de resterende aftalepartier er blevet enige fredag aften.

Den udmelding vækker stor glæde hos Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen, der længe har ønsket, at der ville ske noget på området.

- Jeg er enormt glad for, at de har landet en aftale. Vi glæder os over, at de har kigget velvilligt på det, og nu går det store arbejde så i gang med at finde ud af, hvad vi må, og hvordan vi eksekverer det hele. Der er en masse praktik i det her, og det bliver en kæmpe opgave, men vi er klar til at løse den, siger Jan Larsen.

Glæde hos Danmarks Idrætsforbund

Danmarks største idrætsforbund, DIF, jubler ligeledes over den nye aftale.

- Det har kæmpe betydning for vores ligaer og forbund, som arrangerer fx mesterskaber og turneringer, at der kan lukkes flere tilskuere ind – ikke kun i de professionelle ligaer, men i idrætten bredt set. Der kommer liv på lægterne, motivation til de frivillige og styrke til de fælles oplevelser, siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.

Den nye aftale betyder, at Aalborg Håndbold igen kan servicere alle dem, der i forvejen har betalt for at komme ind til holdets hjemmekampene i Jutlander Bank Arena og tilmed kan sponsorerne få mere af den forventede eksponering.

- Nu kan vi leve op til vores forpligtelser, hvilket jeg er rigtig glad for. Det er dog ærgerligt, at vi højst sandsynligt ikke får muligheden for at sælge særligt mange billetter udover dem, der allerede er købt. Så vi håber fortsat på bedre tider, således vi kan få den vanlige indtjening til vores store kampe, siger direktør i Aalborg Håndbold Jan Larsen.

Længe ventet aftale

Den danske håndboldliga, Primo Tours Ligaen, er allerede i gang, og Jan Larsen havde gerne set, at politikerne havde handlet hurtigere.

- Jeg synes, at det er gået for langsomt. Jeg mener godt, at beslutningen kunne være taget på et tidligere tidspunkt. Der er allerede mange, der har måttet spille kampe uden tilskuere. Jeg er glad for, at vi ikke skal spille hjemmekamp i næste uge. Det er nemlig ikke nemt at håndtere situationen, fordi der er rigtigt mange restriktioner, som man skal tage hensyn, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold.

Aalborg Håndbold spiller næste hjemmekamp den 19/9 mod Mors-Thy. Inden da spiller holdet to kampe. I næste uge møder de dobbelte danske mestre henholdsvis Lemvig og Ribe Esbjerg.

Ishockeyklubben Aalborg Pirates nyder ligeledes gavn af den nye aftale. Klubben var ligesom Aalborg Håndbold nervøse for, om de kunne få tilskuere til deres hjemmekampe.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland