DM i SUP: Det er bare fedt at være med

Hav og fjord i Nørresundby og Løkken lægger i denne weekend vand til DM i stand up paddle.

Casper Steinfath fra Klitmøller har med sine verdensmesterskaber og sin vilde tur over Skagerak gjort stand-up-paddle populært på rekordtid. Så der var både plads til en verdensmester og glade motionister, da DM i SUP lørdag formiddag blev skudt i gang i Nørresundby. 

quote Bredde er fundament for alt. Bredde er fundament for livet i klubben, det er fundament for udvikling.

Bent Niss, næstformand, Nordjysk Windsurfing Klub

DM-stævnet er i Nørresundby lørdag, hvor der dystes i disciplinerne spring og langdistance. Søndag rykker det hele så til Løkken, hvor deltagerne skal kæmpe i technical race. Der bliver fundet en danmarksmester i hver disciplin, og til slut bliver der også kåret en samlet vinder på tværs af alle disciplinerne. 

Vinden susede godt henover Limfjorden, da de omkring 80 deltagere indtog det kølige vand. En af dem, der ikke er helt på verdenmesterniveau - endnu i hvert fald - er René Korsgaard fra Aalborg, der har paddle surfet i halvandet år. 

- Målsætningen er egentlig at få en rigtig god oplevelse og finde ud af, hvad det går ud på, så jeg måske kan præstere endnu bedre senere hen. Og så min paddelmakker, der er med i samme heat, det kunne være lidt sjovt, hvis jeg kunne slå ham idag, fortæller René Korsgaard, da han er på vej i vandet. 

I sit første heat kæmpede René Korsgaard sig til en tredjeplads. 

- Det der med at man lå og battlede ved siden af en anden en, det var mega fedt. Det der konkurrence, der lå i det. Desværre, så slog jeg ikke min paddelmakker i det her heat. Jeg må bare prøve igen - men jeg slår ham til træningerne, fortælle René Korsgaard. 

Plads til alle 

Selvom det er Danmarksmesterskaberne, der er tale om, så er der også plads til motionisterne ligesom René Korsgaard. For sporten er stadig i udvikling. 

- Bredde er fundament for alt. Bredde er fundament for livet i klubben. Det er fundament for udvikling, så bredde bliver prioriteret rigtig, rigtig højt, siger Bent Niss, der er stævneleder og næstformand i Nordjysk Windsurfing Klub, der er arrangør af stævnet. 

Og selvom klubben, som navnet antyder, tidligere primært har beskæftiget sig med windsurfing, så har de nu kastet sig over paddle-disciplinen. 

- Nu når vi i Nordjysk Windsurfing Klub går ind i stand-up-paddeling, så går vi all in. Det betyder også, at vi gerne vil være attraktive både for begyndere, de øvede motionister og måske på sigt skabe en elite her i Aalborg, fortæller Bent Niss. 

Storfavoritten Casper Steinfath vandt både sin gruppe i sprint og den samlede sejr på langdistancen. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland