Dødsulykke førte til ny regel, men overholder nordjyske klubber den?
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates' Julian Jakobsen blandede sig blandt andre i debatten sidste år.
Sidste år mistede ishockeyspilleren Adam Johnson livet efter en voldsom kollision på isen i kampen mellem Sheffield Steelers og Nottingham Panthers i den engelske liga. Her blev han ramt på halsen af en metalklinge fra modstanderens ene skøjte.
Den tragiske ulykke skabte en del debat og resulterede i, at Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) gjorde det obligatorisk for spillerne at bære en såkaldt halsbeskytter, hvor det tidligere blot var en anbefaling.
DR Sporten kunne dog onsdag fortælle, at det langt fra er alle spillerne i den danske ishockeyliga, som efterlever den nye regel.
I de nordjyske klubber Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks døjer man dog ikke med at overholde den nye regel. Faktisk har den aalborgensiske klubs spillere brugt halsbeskyttere siden nytår.
- Vi havde en snak med lægerne efter ulykken, og de ville ikke stå med ansvaret, hvis sådan en ulykke skete, derfor valgte vi at indføre det allerede fra årsskiftet, forklarer sportschef i Aalborg Pirates, Ronny Larsen.
Også i Frederikshavn White Hawks benytter alle spillerne den obligatoriske halsbeskytter, ifølge sportschef Kasper V. Kristensen.
- Alle spillere har fået udleveret en halsbeskytter som andet udstyr, og de bruger den. Det er en regel, så det er sådan det er, konstaterer han.
Aalborg-profil gik forrest
Kort tid efter ulykken var den daværende kaptajn fra Aalborg Pirates ude at fortælle, at dødsulykken fik ham til at tænke endnu mere på, hvordan han var beskyttet.
- Det er skrækkeligt. Hver gang man ser sådan noget ske, tænker man: Hvorfor spiller alle i verdenen ikke med halskrave? Det var den første tanke, der gik igennem mit hoved. Derefter gik tankerne til familien, ham selv og de, der har været så uheldige at opleve hændelsen på nærmeste hold. Det ville jeg ikke ønske for nogen, sagde Julian Jakobsen dengang til TV 2 Sport.
Han fortalte desuden, at han havde spillet i Sverige, hvor halsbeskytteren var et krav, men at det var kutyme for mange spillere at tage den af, når man skiftede til en anden liga uden kravet.
- Spillet går hurtigere i dag, og det gør, at man måske skal tænke lidt mere over som spiller, hvilken slags beskyttelse man har på. Jeg håber da, at man ser, at der er flere, der vil, konstaterede han dengang.
'Irriterende' udstyr
Ifølge Ronny Larsen kan den såkaldte halsbeskytter være irriterende for spillerne, da man ikke får luft til halsen. Dog har det ikke været et problem at få spillerne til at bruge den i de to nordjyske klubber.
- Spillerne respekterer det og har ikke klaget over det, påpeger Ronny Larsen.
- Det kan godt være, nogle spillere synes, den er træls eller irriterende, men om et halvt år, så tror jeg ikke, der er snak om det, så er det bare hverdag, pointerer Kasper V. Kristensen.