Efter et års fravær i Aalborg Zoo: Den afrikanske vildhund vender tilbage

Aalborg Zoo har overtaget fire afrikanske vildhunde fra Ree Park Safari, og det er til stor glæde for dyrepasser Frank Thomsen.

Det ærgrede dyrepasser Frank Thomsen, at Aalborg Zoo sidste år måtte skille sig af med havens afrikanske vildhunde. Hannen var gammel og tandløs, og tæven åd sine unger gentagne gange. 

Men nu er de tilbage, og det er dyrepasseren meget begejstret for. 

- Jeg synes jo selv, at det er det mest fantastiske dyr. De er helt unikke og fantastiske, siger Frank Thomsen.

Aalborg Zoo har overtaget dyrene fra Ree Park Safari, der havde en drægtig tæve, og dermed ville få for mange. 

Hyæner stammer fra kattefamilien, men vildhunden er en ægte hund, fortæller Frank Thomsen.


Savannens dygtigste jæger

I naturen lever vildhunde i flokke, som består af seks til 20 dyr. Tidligt om morgenen eller om aftenen begiver nogle af flokkens medlemmer sig ud på jagt.

Den afrikanske vildhund er en meget dygtig jæger. I over otte ud af ti jagtforsøg lykkes det for den at nedlægge sit bytte. Til sammenligning lykkes det kun for en god løveflok i tre ud af ti forsøg. 

Den afrikanske vildhund

  • Udbredelse: På græssletter og savanneområder i Afrika 
  • Bestand: Antallet er faldet drastisk
  • Vægt: 18-36 kg
  • Skulderhøjde: 75 cm
  • Kropslængde: 75-110 cm
  • Halelængde: 30-41 cm
  • Kønsmoden: 12-18 måneder. Får dog normalt først unger noget senere
  • Drægtighed: 72 dage
  • Antal unger: 2-20 hvalpe pr. kuld
  • Føde: Mellemstore pattedyr som Thomsons gazelle, zebra, antiloper, gnuer og til tider også husdyr
  • Levealder: 6-10 år i naturen. I fangenskab 8-12 år

Svære at blive kloge på

Vildhundens strejfende natur gør det svært at overvåge og iagttage dem i naturen, fordi de bevæger sig enormt meget. 

- Man kan godt finde dem og udstyre dem med kamera og lydudstyr, men næste dag er de 130 kilometer væk, siger Frank Thomsen. 

Han fortæller, at mange forskere i årevis har forsøgt at blive klogere hundenes adfærd. For eksempel ved man ikke, hvor hununger nogle gange rejser sig op og forlader flokken uden nogen forudgående konflikt. 

- Lige pludselig så rejser to hunner sig op, kigger på hinanden, og så vandrer de væk, og kommer aldrig tilbage, siger han og fortsætter:  

- Det er sådan et dyr, man er på bar bund med. Også i forhold til at redde dem, for de er stærkt truet i Afrika, siger han. 


Seneste nyt

fra Nordjylland