Efter flere voldelige sammenstød i Aalborg: Folketingsmedlem vil have ministeren på banen
Gennem det seneste år har der været flere sammenstød mellem kriminelle i Aalborg. I onsdags resulterede det i masseslagsmål og flere anholdte. Derfor har Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen nu bedt om en redegørelse fra Justitsministeren.
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, har i dag bedt om en redegørelse fra justitsministeren, efter onsdagens sammenstød mellem kriminelle i Aalborgs gader.
- Vi skal ikke have skyderi i Aalborgs gader, så enkelt er det. Når der er tale om skyderi i Aalborgs gader, så synes jeg ikke, det er en overreaktion på nogen måde.
Fredag kunne TV2 Nord fortælle, hvordan onsdagens masseslagsmål var seneste eksempel på sammenstød mellem to kriminelle grupperinger, der forsøger at få kontrol over salget af hash i Aalborg. Nordjyllands Politi forsikrer dog om, at konflikten ikke vil sprede sig yderligere.
- Det er blevet spædet op over tid med interne fjendtligheder. Det er en isoleret konflikt, så almindelige borgere behøver ikke at være bekymret, sagde Niels Kronborg, der er viceinspektør ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord fredag.
På trods af Nordjyllands Politis udmelding, så frygter Preben Bang Henriksen, at konflikten en dag kommer til at gå ud over uskyldige. Derfor mener han, at det er nødvendigt at gribe ind, inden konflikten eskalerer yderligere.
- Når det er eskaleret, som det er, så fortæller det bare, hvor meget kriminalitet der ligger bagved. Så der er grundlag for en meget alvorlig reaktion. Jeg forventer, at ministeren får fokus på, at det er ved at eskalere, og det skal ikke være en overraskelse, hvis der kommer en ny henvendelse, eller der bliver bedt om forstærkning.