Efter tandlægesag: Flere ressourcer på vej til tilsyn
Tilsynet skal strammes, men sundhedsordfører.
Der er flere ressourcer på vej til at øge tilsynet med blandt andet tandlæger ifølge Flemming Møller Mortensen.
Tilsynet af alle autoriserede personer i sundhedsvæsnet – heriblandt også tandlæger - får fremover tilført flere ressourcer. Det fortæller næstformand i sundhedsudvalget, Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne, til TV2 Nord.
Gennem de seneste dage har TV2 Nord afsløret, at en nordjysk tandlæge som - selvom han er blevet frataget sin autorisation - fortsat behandler patienter. Styrelsen for Patientsikkerhed kritiseres fra flere sider for håndteringen af forløbet.
- Det er noget af det værste for at høre som sundhedsordfører, uanset om det er læger eller psykiatere eller tandlæger, for det her går ud over tilliden fra patienterne. Det må ikke finde sted, siger Næstformand i folketingets sundhedsudvalg Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.
Selvom tandlægen er blevet frataget sin autorisation af Styrelsen for Patientsikkerhed og er blevet politianmeldt, så har det altså indtil for ganske nyligt ikke været et problem at få en tid til behandling hos ham.
Hos den nordjyske tandlægeforeningen sender man ansvaret videre. Tilbage i august 2015 fik tandlægen frataget sin supervision. Han må altså ikke drive selvstændig tandlægeklinik.
I oktober greb styrelsen ham på fersk gerning i ufortrødent at bore videre i folks tænder - fra egen klinik.
Men først i december politianmeldte de ham og han mistede sin autorisation. I to måneder var styrelsen altså udmærket klar over, at han stadig tager imod kunder.
- Det er ren kvaksalveri, det denne tandlæge fortager sig efter han fået frataget sig sin autorisation, det er helt forkasteligt, siger Flemming Møller Mortensen.
Men nu tilføres der ifølge socialdemokraternes sundhedsordfører flere midler til området.
- Vi er i fuld gang med at lave loven om på det her område, så vi får væsentlig flere ressourcer, og vi får en hel anden tyngde bag det tilsyn, der skal være af alle, der arbejder i sundhedsvæsnet og har en autorisation, siger Flemming Møller Mortensen, der også vil gøre det nemmere, at komme svindlen til livs.
- Jeg har kaldt både sundhedsminister og justitsminister i samråd nu her den 23. februar. For vi skal have Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet til at have den rigtige udveksling af informationer både den ene og den anden vej, siger Flemming Møller Mortensen.