LIGE NU:

Efterlysning gav pote: 24-årig anholdt for voldtægtsforsøg

Med hjælp fra offentligheden kunne Nordjyllands Politi skride til anholdelse af mistænkt for voldtægtsforsøg.

En 24-årig mand, der er mistænkt for at stå bag voldtægtsforsøg og vold, blev fredag eftermiddag anholdt, efter Nordjyllands Politi bad offentligheden om hjælp til at identificere manden på overvågningsbilleder, der blev sendt ud til pressen.

Anholdelsen skete fredag klokken 16.26 netop efter en efterlysning i medierne, oplyser Nordjyllands Politi. Politiet videresendte nemlig overvågningsbilleder af den mand, som man mistænker for at stå bag et voldtægtsforsøg i Aalborg d. 6. oktober 2019 samt for et tilfælde af vold i forbindelse hermed til medierne.

- Og det gav os hurtigt mange gode henvendelser fra borgerne – så vi fik spor at gå efter, der hurtigt pegede vores efterforskere i retning af den mistænkte mand, siger efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek, der tilføjer, at man derfor allerede tidligt fredag valgte at aflyse efterlysningen.

- Jeg vil gerne sige tak for hjælpen til de mange borgere, der gav os oplysninger i sagen, fremhæver politikommissær Carsten Straszek.

Den anholdte 24-årige mand, der har relationer til Aalborg, er sigtet for både forsøg på voldtægt samt for vold efter straffelovens § 244.

Manden er, fra fredag 25. oktober 2019, varetægtsfængslet i fire uger.

Politiets efterforskning i sagen forsætter, og derfor har man ingen yderligere oplysninger i sagen af hensyn til det forsatte efterforskningsarbejde.