EH Aalborg henter forstærkning

EH Aalborg forstærker holdet frem mod den kommende sæson. Astrid Schultz fra Randers HK er ny kvinde i truppen.

I bestræbelserne på at leve op til målsætningen om en placering i den bedste halvdel af 1. division i den kommende sæson, forstærker EH Aalborg holdet med Astrid Schultz, der kommer til klubben fra Randers HK. Det skriver klubben i en pressemeddelelse. 22-årige Astrid Schultz er højre fløj.

Hun beskrives af Aalborg som en scoringssikker fløj, der især teknisk er rigtig stærk. Hun kommer oprindeligt fra Kolding, hvor hun spillede indtil Vejen EH gik konkurs. Herefter blev det til en sæson i Sønderjyske, hvor hun med 75 scoringer var stærkt medvirkende til deres oprykning til ligaen.

Efter den sæson flyttede Astrid til Randers HK.

Astrid Schultz har også kampe for ungdomslandsholdet, og hun glæder sig til de nye udfordringer i det nordjyske.

- Jeg havde en rigtig god snak med repræsentanter for klubben i maj måned, og her blev jeg overbevist om at et skifte til Aalborg vil være det rigtige skridt i min karriere. EH Aalborg er et rigtigt spændende projekt, som jeg ser rigtigt gode fremtidige muligheder i. Jeg glæder mig til at være med til at få EH Aalborg med i toppen af 1. division, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland