Ejendomsmægler: Priserne bliver vanvittige på Stigsborg Brygge
Foto: PR
Den nye bydel i Nørresundby får kæmpe indvirkning på lokalområdet.
Den nye bydel Stigsborg Brygge med 4.000 boliger til 7.500 mennesker på havnefronten bliver så populær, at boligpriserne i området kommer til at stige 'helt vildt', spår ejendomsmægler.
Bydudviklingen på Stigsborg Brygge bliver så populær, at det vil smitte af på boligpriserne i områderne. 40.000 kroner pr. kvadratmeter bliver ikke usædvanligt, siger ejendomsmægler.
- Priserne vil stige. Det gør de allerede på nybyggeriet, hvor vi ser priser i et niveau, som nogle vil kalde vanvittige, siger Bent Knudsen, projektchef i Nybolig Palle Ørtoft.
- Det svarer til, at et normalt parcelhus skulle koste omkring seks millioner, det er helt vildt, siger han.
Som ejendomsmægler kan han godt forstå, hvorfor folk gerne vil på så tæt på fjorden med udsigt til Aalborg.
- Der kommer både forretninger og de andre ting, folk gerne vil have sammen med tætheden til vandet. Der er ikke noget at sige til, at folk gerne vil hertil, siger han.
På kort sigt vil bslutningen om at byudvikle Stigsborg Brygge gøre bydelen mere interessant for kommende boligkøbere.
- På langt sigt kommer der flere butikker, bedre offentlig transport og det hele bliver mere attraktivt med god mulighed for at komme hurtigt ind til midtbyen, spår han.
Og den nye bydel kommer til at række langt ud over byskiltet.
- Bydelen bliver vanskelig at konkurrere med for oplandsbyerne, for man får virkelig en stærk metropol på Stigsborg Brygge, siger siger Bent Knudsen, projektchef i Nybolig Palle Ørtoft.
Hele projektet med at udbygge Stigsborg Brygge ventes at tage mellem 25 og 30 år.