El-motor hjælper til motion

Et pilotprojekt i Aalborg har stor succes med at tilbyde undervisning i mountainbike med el-motor.

Manden og instruktøren bag projektet hedder Morten Agersnap, og han har fået stillet seks el-mountainbikes til rådighed fra cykelfirmaet Specialized. Han er gået sammen med DGI og Aalborg Kommune om at få træningsforløbet for mennesker, der lider af en sindslidelse, i gang. 

- Normalt er to tredjedele af mountainbike fysik fra starten, og resten er sjov og ballade. Her er det nok lidt omvendt, så man har en tredjedel, som er fysik, og to tredjedele som er sjov og ballade, og det vil sige, at motivationen øges, siger MTB-instruktør Morten Agersnap. 

Deltagerne i projektet kommer igennem 12 undervisningsforløb, og de er begejstrede for tilbuddet. 

- Det har været helt fantastisk at få de teknikker ind, som man egentlig havde savnet, lyder det fra Niels Anton Bæk Andersen.

- Det er for at have det sjovt og hygge sig med den her sport, fortsætter han.

quote Jeg får så positive tilkendegivelser, så det har bare været det fedeste projekt.

Julie Sand Kiilerich, leder, Center for udvikling og beskæftigelse, Aalborg Kommune

For Aalborg Kommune har det været særligt at kunne tilbyde en så speciel idrætsform som el-mountainbikes, og tilbagemeldingerne er meget positive. 

- Jeg får så positive tilkendegivelser, så det har bare været det fedeste projekt. Når nu de kommer hjem fra deres træning, så er de fuldstændig høje og helt oppe og køre, og det giver dem virkelig noget indhold og nogle gode oplevelser sammen, siger leder af Center for udvikling og beskæftigelse, Aalborg Kommune, Julie Sand Kiilerich.

Når det aktuelle projekt slutter, er der masser af perspektiver i forhold til, at grupper med forskellige udfordringer kan få glæde af at træne på mountainbike med el-motor. 

- Jeg er helt overbevist om, at det her kan man komme rigtig langt ud med ikke bare i den her type brugergruppe, men også rigtig mange andre.  Det kan være folk, der skal genoptrænes efter en operation - knæ for eksempel - eller alt muligt andet. Folk der bare generelt har svært ved at komme i gang, fortæller Morten Agersnap. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland