EM-vinder fik blomster og førte Aalborg til sejr i lokalopgør
Svenske Lukas Sandell fik blomster af Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen og blev hyldet af fansene inden kampen mod Mors-Thy Håndbold.
Aalborg Håndbold vandt søndagens lokalopgør mod Mors-Thy Håndbold efter stærke præstationer fra flere af de spillere, der i sidste måned deltog i EM.
Aalborg Håndbold er kommet stærkt i gang efter EM-pausen, og det gik søndag ud over Mors-Thy Håndbold i et nordjysk opgør i Herre Håndbold Ligaen.
Hjemme i Sparekassen Danmark Arena vandt Aalborg Håndbold lokalopgøret med 37-32, og dermed har nordjyderne vundet sine to første kampe efter EM, hvor flere af klubbens spillere var med, og fire af dem vendte hjem med medaljer om halsen.
Den nykårede svenske europamester Lukas Sandell var i hopla i søndagens sejr, hvor han scorede otte gange for Aalborg.
Sandells landsmand Felix Claar, der også var med til at vinde EM-guld, var dog ikke blevet klar efter sygdom, så han kunne ikke blive fejret af det trofaste hjemmepublikum, der også hyldede Henrik Møllgaard og René Antonsen, som var med til at vinde EM-bronze med det danske landshold.
René Antonsen scorede lokalopgørets første mål, og efter Henrik Møllgaards 2-1-scoring førte Aalborg Håndbold i resten af første halvleg, selvom gæsterne fra Mors-Thy Håndbold havde flere muligheder for at udligne inden pausen.
Aalborg-spillerne kunne glæde sig over en føring på 20-19 efter de første 30 minutter.
Værterne trak fra
De to mandskaber fortsatte med at udveksle scoringer i de første minutter efter pausen, men fra stillingen 22-21 trak Aalborg fra. Med fire scoringer i træk fik hjemmeholdet skabt sig en femmålsføring, og det hul fik Mors-Thy aldrig lukket igen.
Gæsterne fik ellers scoret tre på stribe og skabte spænding i opgøret igen, men Aalborg holdt efterfølgende fast i føringer på to eller tre mål.
Mors-Thys venstrefløj Bjarke Christensen gjorde en god figur i kampen, hvor han både viste skarphed på straffekast, og når han forsøgte sig fra fløjpositionen. Ni scoringer blev det til for Mors-Thy-spilleren, som blev kampens topscorer.
På måltavlen var det dog Aalborg, der trak det længste strå. 37-32 lød slutcifrene, da hornet lød efter de 60 minutters spil.
Kampen i tal
Aalborg Håndbold: 37
Lukas Sandell (8), Henrik Møllgaard (6), Nikolaj Læsø (6), Kristian Bjørnsen (5), Sebastian Barthold (5), Jesper Nielsen (4), René Antonsen (2) og Mikael Aggefors (1)
Mors-Thy Håndbold: 32
Bjarke Christensen (9), Tim Sørensen (4), Mads Hoxer (4), Erik Toft (4), Axel Franzén (4), Marcus Midtgaard (2), Kasper Lindgren (2), Lasse Pedersen (2) og Emil Hansson (1)
Aalborg Håndbold er trods søndagens sejr stadig seks point efter GOG, der indtager førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen. Fynboerne har endda spillet en kamp færre end nordjyderne, som dog øger forspringet til Fredericia til fire point.
Mors-Thy Håndbold ligger fjerdesidst i ligaen med to point ned til nedrykningsstregen og fem point op til en slutspilsplads.
Se interviews med Aalborg-træner Stefan Madsen og Aalborg-spillerne Lukas Sandell og Henrik Møllgaard: