En våd byggedrøm til 995.000 kroner
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
En salgsklar byggegrund i Nørresundby ligger delvist under vand. Aalborg Kommune har som sælger taget højde for udfordringen.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
"Her sælger vi grunden til drømmehuset" står der på det skilt, der er placeret på den cirka 940 kvadratmeter store grund på Ellebæk i Nørresundby. Med udkig til Lindholm Kirke, kort til centrum og tæt på Lindholm Å, lyder det som en flot og unik beliggenhed.
Der er bare det problem, at en del af byggegrunden i øjeblikket er oversvømmet på grund af vandstigninger i Lindholm Å.
- Vi ved godt, den her grund er udfordret. Det har været et puslespil at finde et byggefelt, hvor man kan bygge en nutidig bolig på trods af udfordringer, siger Lene Mortensen, der er landinspektør i Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning til TV2 Nord.
Grundens pris er fastsat til en mindstepris på 995.000 kroner inklusiv moms. Dertil skal lægges tilslutningsafgifter. Men inden man som mulig køber siger "bare på beløbet", har man selvfølgelig mulighed for at sætte sig grundigt ind i de forskellige dokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med udstykningen.
Lene Mortensen har været med til at udfærdige netop de dokumenter, og det har været et stort puslespil.
- Åen ligger der selvfølgelig. Alle grunde, der ligger ud til vand, er jo påvirket af de store vandmasser. Derfor er arealet på grunden også stort, og vi har på forhånd nøje fastlagt et byggefelt, hvor man kan bygge, siger landinspektør Lene Mortensen til TV2 Nord.
Terrænet på grunden er skrånende ned mod åen. Samtidig med afstanden til åen er der flere forskellige ledninger ud mod Thistedvej, der skal tages højde for.
- Det er en ældre lokalplan, så i forhold til at fastlægge, hvor meget man kan bebygge, har vi også kigget på naboejendommenes placering, siger Lene Mortensen.
Kan den her grund sælges?
- Det tror vi jo på, når vi har sat den til salg. Med den beliggenhed er der ikke ret mange andre grunde i Nørresundby. Kommunen har slet ingen med den beliggenhed. Det er unik placering i forhold til, hvad der ellers er til salg, siger Lene Mortensen.
Er man interesseret i at læse mere om grunden og dykke ned i de forskellige dokumenter, kan man finde dem på Aalborg Kommunes hjemmeside.