Endnu et knivstikkeri: 21-årig kvinde stukket ned i Aalborg
Foto: Flemming Christensen / TV MIDTVEST (Arkivfoto)
Efter hændelsen stak gerningsmanden af, men blev kort efter anholdt i Ålborg bymidte.
På under et halvt døgn har der været to knivstikkerier i Aalborg. Denne gang er en ung kvinde stukket i ryggen med en kniv.
En 21-årig kvinde blev søndag morgen stukket ned med kniv i Jomfru Ane Gade. Det oplyser Nordjyllands Politi, som modtog anmeldelsen klokken 04 natten til søndag.
Den unge kvinde blev overfaldet af en 20-årig mand, som hun ifølge politiet kender i forvejen. Efter hændelsen stak gerningsmanden af, men blev kort efter anholdt i Aalborg bymidte.
Kvinden er behandlet for knivstik i ryggen og er uden for livsfare.
Det er anden gang på under et halvt døgn, der er knivstikkeri i Aalborg. Det første fandt sted lørdag aften omkring klokken 18 på Øster Allé i Vejgaard-området, der ligger i nærheden af Aalborg.
Her blev en 27-årig mand stukket ned med kniv og kort efter afgik han ved døden.
Nordjyllands Politi oplyser, at opgøret var banderelateret. Ifølge politiet har overfaldet på den unge kvinde i Jomfru Ane Gade intet at gøre med knivdrabet i Vejgaard.
- Der er ingen sammenhæng mellem de to knivstikkerier. Overfaldet på den unge kvinde har heller ikke nogen forbindelse til bandemiljøet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær til TV2 Nord.
I løbet af formiddagen vurderer Nordjyllands Politi, hvornår der skal ske grundlovsforhør. Dette vil ske i retten i Hjørring.