Erik cykler til det meste: - Det er bedre end vitaminpiller

Kongerslev og omegn er med i et EU-projekt om mobilitet. Formålet er at fremhæve gode og mere bæredygtige måder at transportere sig på. Her er 73-årige Erik Borregaard fra Kongerslev et godt eksempel.

Erik Borregaard cykler på sin elcykel flere gange om ugen. 

- Det er noget af det allerbedste, jeg ved. Det er bedre end vitaminpiller, siger Erik Borregaard fra Kongerslev. 

Kongerslev er med i det EU støttede projekt SMART, der skal få borgerne til at bruge mere grønne transportformer, når de skal fra A til B.

Erik Borregaard er udnævnt som månedens mobilist, fordi han cykler meget, og på den måde transporterer sig selv på en bæredygtig facon. 

- Det er sådan nogle gode historier, vi lige nu er ved at finde her i byen. De gode historier skal være med til at være inspirere andre borgere i Kongerslev, siger Kia Hansen, som er projektleder ved Aalborg Kommune. 

Erfaringerne siger, at det er forholdsvis let at få os til at ændre vaner med kampagner. Men samme tid har vi en tilbøjelighed til at falde tilbage til de gamle vaner, når projektet er forbi. Og netop det, er et fokuspunkt i projektet.

- Det er derfor, at det er så vigtigt, at det er borgerne i Kongerslev, der kommer med  løsningerne. Det skal bæres af borgerne, og derfor duer det ikke, at vi kommer og pådutter nogle løsninger, siger Kia Hansen. 

Erik er ikke i tvivl. Han vil fortsætte med at cykle, også efter projektet er stoppet.

- Så lang tid jeg er levende, så bliver jeg sgu ved. For at holde mine ben i gang og for at holde mig i form, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland