Erik frygter for børns sikkerhed: - Bilerne kører fandme stærkt
Foto: Nanna Malou Rasmussen / TV2 Nord
Erik Christensen er en af de borgere, der oplever for høj hastighed i sin by.
Hastigheden bliver nu sat ned i tre mindre nordjyske byer for at øge trygheden.
- Det er især personbilerne, de kører fandeme stærkt sommetider. De store lastbiler, der kommer, de kører sateme også stærkt her.
Erik Christensen bor lige ud til Byvejen i Gunderup.
Herfra har han frit udsyn til det scenarie, der udspiller sig mange gange om dagen: Hurtige biler, der gør den lille by usikker for især de mindste.
- Det er nødvendigt at få farten sat ned her, og der er trods alt også børn, der skal over gaden og med bussen til skole, siger han.
Jeg synes, det er godt, de laver det
Erik Christensen, Gunderup
Ligesom mange andre er han træt af, at der bliver alt for stærkt i de nordjyske landsbyer.
Men der er nu hjælp på vej. I denne uge bliver 40-zoners skilte sat op i byerne Gunderup, Lillevorde og Fjellerad.
- Det lyder da som en god plan, men jeg tror ikke, de kommer til at overholde det, lyder det skeptisk fra Erik Christensen.
Mange klager til rådmanden
I udkanten af Gunderup bor datteren Helle Christensen. Hun oplever samme risikofyldte adfærd fra bilisterne, når de brager gennem byen.
- Noget af det er jo allerede 50 kilometer, og det bliver i hvert fald ikke overholdt, siger hun.
Ifølge rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nyman Rose Thaysen (V), er de nedsatte fartgrænser i de tre byer da også en efterspurgt gæst.
- Jeg ved i hvert fald, at i min mailboks ligger der mails fra borgerne i de her byer om larm og rystelser, fortæller han.
For selvom ændringerne i første omgang ikke er store, er de ifølge rådmanden vigtige.
- Nu sætter vi jo nogle skilte, og nogle steder kommer der også ekstra fartbump og chikaner, så vi prøver også fysisk at anspore, at man ikke kører mere end de 40, som nu hastighedsgrænsen bliver, lyder det.
I min mailboks ligger der mails fra borgerne i de her byer om larm og rystelser
Jan Nyman Rose Thaysen, rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Venstre
Kræver mere
I Gunderup er hastighedsnedsættelserne fra Aalborg Kommune, som byen hører under, velkomne.
- Jeg synes, det er godt, de laver det, siger Erik Christensen.
Men beboerne gruer alligevel for, om ændringen vil have en effekt. Derfor bør 40 kilometer-skiltene ikke stå alene.
- Nogle flere fotovogne og noget mere kontrol, tror jeg måske er vejen frem, siger Helle Christensen.
Det er med at slippe foden fra speederen. For Aalborg Kommune vil nu nedsætte hastigheden i tre byer. Det sker for
Udover Gunderup har Aalborg Kommune også nedsat hastigheden til 40 km/t i Lillevorde og Fjellerad.
Målet er at gøre boligområder mere fredelige og trafikken mere tryg og sikker.
Den lavere fart er en del af Vejdirektoratets forsøgsordning. Ifølge rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nyman Rose Thaysen kan der blive tale om flere fartgrænsenedsættelser i Aalborg Kommune på sigt.
Se hele indslaget om lavere fartgrænser i Gunderup: