Eventyrlysten finsk turist kravlede op i mast
En 25-årig turist, som elsker at kravle i høje genstande, fik i dag en bøde for at kravle op i en 15 meter høj mast i Aalborg.
En eventyrlysten, finsk kvinde, der må siges ikke at lide af højdeskræk, kravlede onsdag eftermiddag op i en mast i Aalborg.
En forbipasserende på Sankt Jørgens Gade ringede til politiet klokken 16:23, fordi vedkommende var bekymret for kvinden i masten. I mellemtiden kravlede finnen helt op til tops. Hun sad omtrent 15 meter oppe i luften og nød udsigten, da politiet ankom til stedet.
Politiet kaldte på kvinden for at få hende til at plante benene på jorden igen.
Den 25-årige kvinde var turist i Aalborg, og hun havde over for politiet ingen undskyldninger for episoden. I stedet fortalte hun, at hun holder af eventyr, og af at kravle i høje genstande. Det oplyser Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Når kvinden rejser hjem mod Finland har hun fået en bøde fra det danske politi med i bagagen. Bøden modtager hun for at forstyrre den offentlige orden. I alt ”koster” hendes lille ekspedition 15 meter oppe i luften 2000 danske kroner.