Fabelagtige Fabian sikrer sejr til Aalborg Håndbold
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arkivfoto.
Aalborg Håndbold vinder 34-26 og sikrer videre overlevelse i Champions League-puljespillet.
Ingen over ingen under. Fabian Norsten blev kampens helt store spiller, da Aalborg Håndbold her til aften satte en tyk streg under, at de stadig er med i Champions League-puljespillet med en sikker sejr over Kielce på 34-26.
Og det kan man blandt andre takke sprællemanden i målet, Fabian Norsten, for. Alene 13 redninger i første halvleg siger alt.
Det er sjældent, man ser publikum rejse sig og give stående bifald efter bare syv minutters håndbold. Men det gjorde de over 5000 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena.
Fabian Norsten lagde nemlig ud med at redde de første fem forsøg fra gæsterne fra Industria Kielce, samtidigt med at målene raslede ind i den anden ende, og efter syv minutter var aalborgenserne foran 5-0. Og mens Kielces træner tog en tidlig timeout, rejste tilskuerne og hyldede især Fabian i målet for en vanvittig start på kampen.
Og han fortsatte, hvor han slap. Han nappede nemlig også lige et straffekast ved stillingen 8-2 til Aalborg Håndbold.
Og det var ikke enden på målfesten, der fortsatte gennem hele første halvleg. Gæsterne kom lidt bedre med efter en katastrofal start, men de kom aldrig nærmere end fire mål. Ved pausen var stillingen 20-13 takket være 13 redninger af en flyvende Fabian Norsten.
Aalborg Håndbold forsatte målmaskinen fra første halvleg og Fabian Norsten tog igen (jule)pynten af gæsternes skytter, og da uret rundede 20 minutter af anden halvleg bragede Alex Vlah frem med sin femte scoring.
Det gjorde, at Aalborg Håndbold var foran med 10 mål til 30-20 og kampen afgjort.
Det fik de 5400 tilskuere op af stolene, da de kunne tiljuble spillerne efter en forrygende håndboldaften med fabelagtige Fabian i hovedrollen.
Aalborg Håndbold vinder 34-26.