To færdselsuheld i morgentrafikken ved Svenstrup
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der har mandag morgen været kødannelse på E45 efter to trafikulykker. Trafikanter har måttet væbne sig med tålmodighed.
To færdselsuheld i nordgående retning har præget morgentrafikken. Mange bilister er blevet forsinket mandag morgen.
Det er omkring Svenstrup, at der har været kødannelse efter to trafikulykker. Begge ulykker er i nordgående retning. Det ene uheld er sket nord for afkørsel 29, og det andet er sket syd for samme afkørsel.
Der er tale om to harmonikasammenstød. Det første skete klokken 06.50 og det andet klokken 07.25. Der er ifølge Nordjylalnds Politi ikke sket alvorlig personskade ved ulykkerne.
- De involverede har udvekslet forsikringsoplysninger, lyder det fra vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Trafikken har i en periode stået stille, og der har været kø ned til omkring Haverslev. Klokken 09.15 er trafikken stadig usædvanlig tæt ved Støvring ifølge Vejdirektoratet.
Artiklen er opdateret klokken 09.15.