Færdselsuheld trækker kø på E45
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum
Et færdselsuheld med tre biler, der er kørt sammen, giver kødannelser i sydgående retning på E45.
Tre biler er af ukendte årsager torsdag eftermiddag kørt sammen på E45 tæt ved Aalborg i sydgående retning.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.
Færdselsuheldet trækker nu en lang kø op ad motorvejen. Ulykken fandt sted ved afkørsel 28, Aalborg S.
- Vi ved ikke, hvorfor bilerne er kørt sammen, men der er en dårlig sigtbarhed på vejene lige nu på grund af regnen. Måske har bilerne kørt for tæt sammen, men jeg kan ikke sige noget om det, siger Poul Fastergaard.
Vagtchefen oplyser, at uheldet ikke er alvorligt, og at alle de implicerede er ved bevisthed. Nogen af dem har dog klaret over smerter i nakken.
Politiet er på stedet sammen med redningsmandskabet og oprydningsholdet. Der er også sat skiltevogne ud for at informere bilisterne om, at det kun er det ene spor, der er åbent på motorvejen. Ifølge trafikken.dk skulle der være ryddet op på stedet omkring klokken 13.40.