Fanindsamling redder folkekær Pirates-spiller

Den russiske ishockeyspiller Kirill Kabanov bliver nu Aalborg Pirates, efter det er lykkes at indsamle penge til at betale hans løn.

Den populære russiske ishockeyspiller Kirill Kabanov bliver nu alligevel på den nordjyske is, efter det er lykkes at indsamle penge fra fans og sponsorer til at betale hans løn. 

Derfor vil Kirill Kabanov nu være at finde hos Aalborg Pirates også i den kommende sæson.

- Kirill er overvældet over den enorme støtte og har svært ved at forholde sig til, at almindelige fans har doneret penge til hans eventuelle tilbagevenden i klubben, skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.

- Kirill holder om nogen af byen og dens mange fans og efter ønske fra Kirill, er det aftalt, at pengene, som er doneret i forbindelse med crowd-fundingen, betales tilbage. Det accepterer klubben selvfølgelig, og i den forbindelse er der fundet en løsning hos flere af de sponsorer, som har bakket op omkring Kirills tilbagevenden, så beløbet dækkes ind fra anden side.

 
 
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Har indhentet 364.000 kroner

Aalborg Pirates startede tidligere i august indsamlingen, fordi klubben ikke selv havde pengene til at betale Kirill Kabanovs løn. Men russeren var en del af Aalborgs guldhold i 2017/2018, og i løbet af den sæson blev han så populær i det nordjyske, at Pirates startede indsamlingen i håb om at beholde spilleren.

I alt skulle klubben bruge 364.000 kroner for at beholde Kirill Kabanov, som det nu er lykkedes at hente ind.

- Næstefter Nikolaj Ehlers tror jeg, at Kirill er den mest folkekære person, hvor vi kan gøre det her. Vi tænker, det er realistisk at hente byens og folkets spiller. Ellers havde vi sagt nej, sagde Aalborg Pirates' direktør, Thomas Bjuring, til TV2 Sport, da Pirates' startede indsamlingen.

Aalborg Pirates oplyser, at de personer, der har sendt penge ind via MobilePay, får beløbene refunderet automatisk i løbet af de næste dage. 


Seneste nyt

fra Nordjylland