Far og søn dropper økologi: Håber på stabil drift
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
De går over til konventionel produktion hos Elsnab Landbrug ved Ulsted.
Far og søn dropper økologisk landbrug efter 13 år. Økonomien er for dårlig
Det kan egentlig siges meget kort. Hvorfor far og søn stopper med økologi efter 13 år.
- På daværende tidspunkt var det den bedste forretning at være økolog rent planteavlsmæssigt. Nu er det så gået derhen, hvor det ikke er den bedste forretning længere, forklarer Karl Aage Bengtson, der ejer Elsnab Lanbrug ved Ulsted sammen med sin søn Svend Olav Bengtson.
I 2024 omlægger far og søn 600 hektar landbrugsjord i Østvendsyssel fra økologisk til konventionel drift. De har allerede købt deres første sprøjte, der skal hjælpe med det ukrudt, der plager planteproduktionen.
Kunstgødning skal hjælpe med at fordoble høstudbyttet i forhold til den økologiske produktion.
- Vi har forventninger til, at vi kan få en mere stabil drift. Altså de dårlige år der er det sgu ikke sjovt at være økolog med ukrudt, fordi der har du ikke en god afgrøde, der lige som kan lukke ukrudtet nede, forklarer Svend Olav Bengtson, mens han viser den indkøbte kunstgødning frem for TV2 Nord.
Den øgede og nemmere produktion skal være med til at rette op på den dårlige økologiske økonomi hos Karl Aage og Svend Olav Bengtson, og de står ikke alene. LandboNord er i dialog med flere landmænd, om økologi stadig er fremtiden.
- Markedsprisen på økologiske produkter er presset af, at udbuddet er større end efterspørgslen. Samtidig kan vi også se, at fremstillingsprisen på økologisk produktion, den er steget. Det gør jo at alt, hvad der hedder økologisk produktion, er under pres, fortæller vicedirektør i LandboNord Andreas H. Brandt.
Forbrugerne taler altså med tegnebogen, og det tvinger landmændene til at droppe økologien.
- En landmand kan ikke drive en virksomhed, medmindre man tjener nogle penge. Man er hele tiden nødt til at se ind i, hvad er min langsigtede strategi på det område her, påpeger Andreas H. Brandt.
Landmand Karl Aage Bengtson, der også er bestyrelsesmedlem i organisationen Bæredygtigt Landbrug, tror alligevel på, at der er plads til begge dele i fremtiden.
- Jeg er ret sikker på, at økologien og det konventionelle mødes, og så tager vi de gode ting fra økologien med over i det konventionelle og modsat. Det bliver mere grønt landbrug fremadrettet, slutter landmand Karl Aage Bengtson.