Far til drag queen: Jeg støtter Casper

En far og søn fra Aalborg er indstillet til en Zulu Award, for deres medvirken i serien ’Far med fjerboa,’ der er blevet sendt på DR3. Programmet handler om Mikkel Vest, der følger sin søn Casper og hans interesse som drag queen. Rejsen frem mod TV-prisen har været en øjenåbner for dem begge to.

Ved et spisebord i Aalborg sidder en far og en søn og har en samtale. Hvis man ikke vidste det, så ville det være svært at gætte, at Casper Vest, som sønnen hedder, ofte optræder under navnet Annie Rection. Det eneste, der stikker lidt ud, er de tårnhøje, rhinstens beklædte stiletter, der står midt på bordet. Dem har både far og søn haft på. I sommer medvirkede de to i en TV-serie på DR3, hvor faren skulle prøve det, som sønnen så tit laver. At optræde som drag queen.

 - Jeg støtter Casper, i det han laver, og jeg synes, det er vigtigt at få udbredt noget forståelse for den her kunstart, vil jeg kalde det. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad ens børn laver. Man er forælder hele livet, uanset hvad, siger Mikkel Vest.

Det er tydeligt at se, at han er stolt af sin søn. På samme tid er det også tydeligt, at sønnen er stolt af sin far. De to har et tæt bånd. Et bånd, der bygger på åbenhed og nysgerrighed.

- Jeg kender mange, som har været igennem skrækkelige historier. Som har forældre, der ikke vil snakke med dem mere på grund af deres kønsidentitet eller på grund af deres seksualitet. Jeg føler mig enormt privilegeret over, at min far har været så åben gennem min opvækst. Det sætter jeg meget stor pris på, siger Casper Vest.

Sådan kan Casper Vest se ud, når han optræder som Annie Rection. Transformationen tager omkring tre timer.
Sådan kan Casper Vest se ud, når han optræder som Annie Rection. Transformationen tager omkring tre timer.
Foto: Casper Vest/Annie Rection

Manglende forståelse bunder i uvidenhed

Efter de to medvirkede i programmet, har de fået overvældende mange beskeder fra fremmede. Langt størstedelen af beskederne har været i en positiv tone, og mange har givet udtryk for, at programmet har hjulpet dem til at opnå en forståelse for noget, der måske tidligere har været uforståeligt. Og det er netop det, Mikkel ønskede, og det var til dels grunden til, at han sagde ja til at deltage. 

- Man skal bare gøre det, man har lyst til. Man skal selvfølgelig ikke genere nogen, eller begå forbrydelser eller lignende, men hvis man bare holder det indenfor rammerne. Og man skal ikke tænke over, hvad andre tænker. Man skal ikke leve sit liv igennem andre, siger Mikkel Vest. 

Om 'Far med fjerboa' vinder en Zulu Award afsløres på torsdag, hvor Zulu Awards bliver optaget. Programmet bliver dog først sendt på TV næste søndag. 

Sådan så det ud i sommer, da Mikkel Vest optrådte under navnet Daddy Rection.
Sådan så det ud i sommer, da Mikkel Vest optrådte under navnet Daddy Rection.

Seneste nyt

fra Nordjylland