Far udvist kort før fødsel: Stine bliver alene-mor
Foto: Emil Johansson
Gjoke Kappelborg fra Albanien er blevet udvist fra Danmark bare en måned inden hustruen Stine Kappelborg skal føde parrets første barn.
Stine Kappelgaard pakker tasken så den er klar, når hun om 14 dage føde sin lille dreng, Marko. Drengens far kan ikke være med til fødslen, for han blev for 10 dage siden udvist fra Danmark.
- Min mor hun har sagt, at hun nok skal være der, men det er svært, for hun har også et fuldtidsarbejde. Vi har forsøgt at lægge nye planer for hvordan, vi kan få det her til at lykkes, siger Stine Kappelborg.
Stine og Gjoke mødte hinanden i 2012 i Grækenland.
I februar i år blev de gift, og flyttede kort tid efter til Danmark. I juni søgte de om familiesammenføring for Gjoke. Med en sagsbehandlingstid på 10 måneder ville et eventuelt afslag først ske måneder efter, deres fælles barn Marko var blevet født. Men udlængestyrelsen arbejdede hurtigt. Gjoke fik afslag på familiesammenføring, og blev sendt ud af landet knap en måned før Stine skulle føde. Begrundelsen var, at Stine tilbage i 2016 havde fået kontanthjælp i to måneder.
- Vores regering er rigtig god, og de er gode til at lave de her regler for at passe på vores land. Jeg er enig med mange regler, men når man står i en situation med en, der ikke er en byrde for vores samfund, så gør det mig ked af, at han nu bliver skåret fra, siger Stine Kappelborg.
Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) er ked af parrets situation, men fastholder at reglerne er korrekte.
- Det er en trist sag for den pågældende familie, det er der ingen tvivl om, men desværre er vi nødt til at operere med generelle regler, der gælder for alle, siger Preben Bang Henriksen, der er Venstres medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Gjoke kan først søge om nyt turistvisum om tre måneder. Til den tid er Marko to måneder gammel. Et turistvisum gælder i tre måneder, så når Marko er fem måneder gammel, må Gjoke igen rejse hjem.
- Det gør mig ulykkelig at tænke på, at det er visa-baseret, at min søn kan se sin far, siger Stine Kappelborg.
Gjokes sag er en af mange i den senere tid, hvor den stramme udlængelovgivning, ifølge Preben Bang Henriksen, rammer skævt.
- Stod det til mig, så var der et kriterium, der kunne gøre, at man blev smidt ud af Danmark, og det var kriminalitet. Derfor har jeg fuld forståelse for, at folk undrer sig over, at Levankovic kan få lov til at blive her, mens andre mennesker, der ikke har begået kriminalitet, de skal smides ud af landet. Men vi har generelt en stram udlængelovgivning og det er den, man i de her tilfælde bliver offer for, siger Preben Bang Henriksen.
Parret har hyret en advokat, som har anket afslaget på familiesammenføring til Udlændingenævnet.