Finanslov: Godt nyt for nordjyske virksomheder
Finanslovsaftalen der i dag er indgået mellem Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, vækker begejstring hos cementfabrikken Aalborg Portland.
Både afskaffelse af reklameafgiften og nedsættelse af NOx-afgiften i den nye finanslovsaftale er gode nyheder for nordjyske virksomheder.
I finanslovsaftalen, der torsdag middag er indgået mellem Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, byder på nogle gode nyheder for to nordjyske virksomheder.
Reklameafgiften bliver annulleret inden den træder i kraft. Der er sat 180 millioner kroner af til at finansiere annulleringen af reklameafgiften i finanslovsaftalen.
Det er gode nyheder for en virksomhed som Colorprint. Tidligere har denne virksomhed været ude og sige, at reklameafgiften kunne være medvirkende til, at virksomheden måtte nedlægge op til 120 arbejdspladser.
En anden virksomhed, der også kan kippe med flaget i dag, er Aalborg Portland. Her kan man se frem til, at NOx-afgiften bliver nedsat markant. Prisen bliver sat ned fra 25 kroner til 5 kroner per kilogram kvælstofoxider, der udledes. Dette har virkning fra 1. juli 2016. Dermed føres NOx-afgiften tilbage til det niveau, den oprindeligt havde, da den blev indført.
-Det er en afgift, vi har kæmpet for at få afskaffet, fordi NOx-afgiften er en dansk særafgift og en skævvridning i produktions- og konkurrenceforholdene, har direktør Michael Lundgaard Thomsen, Aalborg Portland tidligere sagt til TV2 Nord.