Flere kæledyr mistede livet i varmen

Onsdagens usædvanligt varme vejr har haft fatale konsekvenser for flere kæledyr i det nordjyske. Flere dyr døde i løbet af natten, lyder det fra et dyrehospital i Aalborg.

Hundehvalpen Carla er indlagt på dyrehospitalet AniCura i Aalborg. Hun er i gode hænder, og hvis alt går vel, kan hun snart komme hjem til sin familie, men sådan gik det desværre ikke for alle de kæledyr, der måtte tilses på dyrehospitalet efter onsdagens høje temperaturer. 

Tre hunde og en kanin var så dårlige, da de ankom til dyrehospitalet, at deres liv ikke stod til at redde. 

quote Det er forfædelig trist for dyreejerne, for det kan gå så stærkt

Josephine Hyldahl, dyrlæge

Josephine Hyldahl er dyrlæge på dyrehospitalet, og hun fortæller, at det kan være enormt svært at vurdere, om ens kæledyr er overophedet. 

- Det er ikke fordi, ejerne er uansvarlige, eller fordi de ikke har holdt ordentligt øje med dyrene. De har virkelig gjort, hvad de kunne, men lige pludselig kan det bare gå rigtig stærkt, siger dyrlægen.

Carla får drop og hundemad, der indeholder meget væske.
Carla får drop og hundemad, der indeholder meget væske.
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Ekstrem varme giver travlhed

I Danmark er vi ikke vant til, at det bliver så varmt, som det var onsdag. Det er kæledyrene heller ikke, og det har de tydeligt kunnet mærke på dyrehospitalet i Aalborg.

- Vi har haft mange samtaler med bekymrede dyreejere i telefonen, og vi har også behandlet en hel del her på klinikken. Det er den ekstreme varme, der er farlig, siger Josephine Hyldahl.

Hun fortæller, at der er mange, der har en ide om, at gamle dyr er særligt udsatte, men sådan forholder det sig ikke.

- Vi ser både unge og gamle samt små og store hunde. Dog med en lille overrepræsentation af Bulldogs, siger hun. 

FEM FORHOLDSREGLER

  • Altid adgang til skygge i form af halvtag, parasol eller lignende

  • Altid adgang til masser af frisk vand

  • Undgå den lange gåtur midt på dagen

  • Badebassin til hunden

  • Solcreme, hvis kæledyret har tynd pels eller bar hud (solcreme til mennesker går an)


Kilde: Dyrenens Beskyttelse

Hvad skal man holde øje med?

For hunde gælder det, at hvis de puster meget, så kan det være et tegn på, at de er overophedede. Det er vigtigt at sørge for, at hunden får noget vand, og det er en god ide, at holde øje med, hvor meget den får. 

Det er meget almindeligt for både mennesker og dyr, at energiniveauet falder, når det bliver varmt. Men hvis ens kæledyrs humør og energiniveau ændrer sig markant, så kan det være en indikator på, at dyret ikke er tilpas. 

Hvis hunden er rigtig dårlig, sker det måske, at den kaster op. I den situation, vil det være en god ide at kontakte en dyrlæge, som kan sikre at den får det væske, den har brug for. 

Hundehvalpen Carla er i bedring, og hvis alt går vel, kan hun komme hjem til sin familie senere torsdag aften eller fredag formiddag. 


Seneste nyt

fra Nordjylland