Flere nordjyske piger bliver vaccineret mod livmoderhalskræft

Tal fra Statens Serum Institut viser en markant stigning i tilslutningen til HPV-vaccination det seneste år.

Det seneste år er antallet af danske piger, der bliver HPV-vaccineret steget markant – også i Nordjylland. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Siden maj 2017 har Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen kørt kampagnen ’Stop HPV – Stop livmoderhalskræft’ med det formål at øge tilslutningen til HPV-vaccination. I dag – et år senere – viser tallene fra Statens Serum Institut, at andelen af færdigvaccinerede piger fra årgang 2004 er steget fra 12 procent til 42 procent på landsplan.

Men Kræftens Bekæmpelse mener, at endnu flere skal vaccineres. Derfor er organisationen til stede ved dette årets Femina Kvindeløb, der finder sted i Mølleparken i Aalborg i dag.

 
 
Foto: Christina Schmidth

- Hver dag får en dansk kvinde konstateret livmoderhalskræft – en frygtelig sygdom, der også rammer helt unge kvinder. Heldigvis har vi en sikker vaccine, der kan forhindre 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Det er dét gode budskab, vi ønsker at fortælle alle de seje kvinder, der deltager i løbet, siger projektleder Louise Hougaard Jakobsen fra Kræftens Bekæmpelse.

quote Hver dag får en dansk kvinde konstateret livmoderhalskræft 

Louise Hougaard Jakobsen, Kræftens Bekæmpelse

Nordjylland har også bidraget til udviklingen. Tallene for vaccinationstilslutningen i landsdelen er steget fra 11 procent til 40 procent det seneste år for årgang 2004. I Aalborg er tallet i dag 41 procent.

Parterne bag indsatsen glæder sig over, at flere nu takker ja til at blive HPV-vaccineret og over, at mange forældre har genvundet tilliden til vaccinen.

Deres håb er at nå målet om, at op mod 80 procent af alle 12-årige piger tager imod tilbuddet om HPV-vaccination, sådan som det tidligere har været.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger bliver vaccineret som 12-årige, fordi vaccinen kun virker, hvis man ikke allerede er smittet med de HPV-typer, den beskytter imod. Ifølge styrelsen kan HPV-vaccination forebygge 90 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft.


Seneste nyt

fra Nordjylland